Carpens bryder med Venstre

Venstre i Furesø har mistet Farums tidligere borgmester, Lars Carpens, der trak cirka 2400 personlige stemmer i 2005. Carpens danner borgerliste, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Efter en stribe af sammenstød med borgmester Jesper Bach (V)
om den førte Venstre-politik i Furesø Kommune har Farums
tidligere borgmester Lars Carpens valgt at bryde ud af Venstre
og danne sin egen borgerliste frem mod kommunalvalget den 17.
november. Lars Carpens forklarer, at bruddet blandt andet
skyldes, at Venstre er blevet alt for centralistisk, og at
kommunen styres af embedsfolk og ikke af politikere.- Jeg har
spurgt mig selv mange gange, om det er en Venstre-borgmester,
der styrer kommunen. På rådhuset går der gang på gang kage i
dialogen, når engagerede borgere dykker ned i sagerne, siger
Lars Carpens.Han fortæller, at dråben, der fik bægeret til at
flyde over, var, da næstformanden for Venstre i Furesø, Niels-Bo
Ingworsen, i tv udtalte, at bestyrelsen anbefalede Kasper Krüger
som borgmesterkandidat på lige fod med Jesper Bach, fordi man
ville undgå »lig i lasten«.- Jeg var ikke i Farum Byråd i
1998-2001, da økonomien kørte helt af sporet. Jeg afløste Peter
Brixtofte som borgmester i foråret 2002. Og jeg har aldrig før
oplevet, at en siddende bestyrelse har ignoreret, at 10 ud af 11
i en byrådsgruppe tager afstand fra et kandidatur, som vi gjorde
i Kasper Krügers tilfælde, fastslår Lars Carpens.