Byrådspolitiker støtter kørelærer i løsning på "livsfarlige rundkørsler"

En kørelærer fra Solrød vil have gjort noget ved trafiksikkerheden ved rundkørsler. Nu bakkes han op af byrådspolitiker.

Det skal være nemmere for fodgængere, cyklister og bilister at orientere sig i rundkørsler i Solrød, for rundkørslerne er "livsfarlige". Sådan lyder det fra en lokal kørelærer, Per Ahlehoff, der nu bakkes op af byrådspolitiker i Solrød Emil Blücher (LA).

- Mange borgere er utrygge ved rundkørslerne, og det er faktisk noget, vi har diskuteret i byrådet gennem flere år, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, at det ville være fornuftigt, at vi lavede en forsøgsordning, hvor vi fik lavet pudebump inden et par rundkørsler og skar beplantningen ned. Så tror jeg nemlig, at vi vil se, at hastigheden bliver sænket, samtidig med at det bliver nemmere at orientere sig.

Debatten om rundkørslerne i Solrød har taget fart, efter en 69-årig cyklist mistede livet i sidste måned, da hun blev påkørt af en bil på vej ind i en af rundkørslerne på Solrød Strandvej.

Beplantning gør det svært at orientere sig

Ifølge både kørelæreren og Emil Blücher er problemet med rundkørslerne, at de er små, og at man samtidig ikke kan orientere sig ordentligt. Midt i rundkørslerne er der nemlig beplantning, der gør det svært at se, om der kommer en bil fra modsatte side.

Her er en af rundkørslerne på Solrød Strandvej.
Her er en af rundkørslerne på Solrød Strandvej.
Foto: Per Ahlehoff

Men spørger man borgmesteren i Solrød, Niels Hörup (V), mener han ikke, at en beskæring af beplantningen i rundkørslerne er den rigtige løsning. 

Han har tidligere henvist til, at antallet af færdselsulykker, ifølge Vejdirektoratet og politiet, faktisk bliver mindsket, hvis man har beplantning, der gør oversigtsforholdene dårligere. For når det er sværere at orientere sig, sænker man hastigheden, lyder argumentet.

quote Man kan sætte spørgsmålstegn ved de undersøgelser, borgmesteren henviser til, for der er andre ligeså valide undersøgelser, der siger det modsatte.

Emil Blücher, byrådsmedlem i Solrød, LA

Men det mener Emil Blücher ikke er korrekt.

- Man kan sætte spørgsmålstegn ved de undersøgelser, borgmesteren henviser til, for der er andre ligeså valide undersøgelser, der siger det modsatte. Og vi ved heller ikke, hvor store rundkørslerne i de forskellige undersøgelser er, siger han og fortsætter:

- Derfor synes jeg, at vi skal prøve nogle ting af i praksis for at se, hvordan det forholder sig i Solrød. Hvis beplatningen ikke får folk til at sænke farten, synes jeg, at vi skal gøre det nemmere for folk at kunne orientere sig ved at gøre beplantningen lavere.

Borgmester henviser til igangværende undersøgelse

Niels Hörup siger til TV 2 Lorry søndag, at han ikke vil afvise, at bump kan være den rigtige løsning for at få folk til at sænke farten. Men i forhold til beplantningen holder han fast:

- Det, jeg henviser til, er statslige myndigheders anbefalinger. Vi er nu i gang med at få kortlagt trafikken i Solrød, og når vi har resultaterne, må vi se, hvad der giver mening at gøre. Det ved byrådet mere om til sommer.

quote Vi er nu i gang med at få kortlagt trafikken i Solrød, og når vi har resultaterne, må vi se, hvad der giver mening at gøre.

Niels Hörup, borgmester i Solrød, V

Sidste år besluttede et enigt byråd i Solrød, ifølge borgmesteren, at "trafiksikkerheden er af høj prioritet", og at byrådet vil "se på muligheden for at nedbringe hastigheden i rundkørslerne."

Kommunen er nu i gang med at få kortlagt trafikken ved hjælp af droner, som de vil bruge til at vurdere, hvilke tiltag der giver mening at bruge ved rundkørslerne.

- Jeg tager det med trafiksikkerhed meget alvorligt. Jeg mistede min første kone i en trafikulykke, understreger borgmesteren slutteligt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik