03:35

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Byrådsmedlem vil stuve flere flygtninge sammen

I Hillerød er det svært at finde nok boliger de mange flygtninge, der kommer til kommunen. Nu foreslår byrådsmedlem, at man midlertidigt skal lade flere bo sammen på hvert værelse.

I Hillerød Kommune ønsker Jonathan Nielsen, der er medlem af byrådet for Liberal Alliance, muligheden for at lade flere flygtninge bo sammen på et værelse. Kommunen har nemlig svært ved at finde boliger nok.

"Man kan sammenligne det med danske "jenser", som vi også indlogerer på flermandsstuer. det sammen kunne man rimeligvis gøre med velfungerende, enlige flygtninge, der ankommer til Danmark," siger han til P4 København.

Han mener desuden, at det vil give flygtningene et incitament til at komme ud på boligmarkedet.

Ret til eget værelse

Men reglerne på området er klare. Med mindre man er i tæt familie, så skal man have sit eget værelse med mulighed for at lukke døren bag sig. Ifølge udlændinge- Integrations- og Boligministeriet kan der ikke gives dispensation for reglerne.

Hos Dansk Flygtningehjælp er de opmærksomme på, at kommunerne har svært ved at finde boliger nok.

"Men flygtninge, der skal dele værelse, skal være en absolut nødløsning," siger integrationschef Anette Christoffersen.