Marie Stærke Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

Byrådskabale på plads i Køge: Venstre står alene udenfor

I 2013 brød den Konservative Flemming Christensen 90 års socialdemokratisk styre i Køge. I år vandt Socialdemokratiet magten tilbage med Marie Stærke ved roret. Partiet fik tre mandater mere end ved sidste kommunalvalg og er dermed det største parti.

Nu er byrådskabalen faldet på plads i Køge, og Marie Stærke har sikret sig borgmesterposten med et flertal på 21 ud af 27 byrådsmedlemmer bag sig.

Det Konservative Folkeparti, SF, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er med i konstitueringsaftalen, mens Venstre, der er det næststørste parti, står udenfor. 

Læs også Køge får igen socialdemokratisk borgmester

Ved valget i 2013 konstituerede De Konservative sig med Venstre og to afhoppere fra DF, og dermed gik alle formandsposterne til De Konservative selv, Venstre, DF og en enkelt til SF.

Selvom om Venstre ikke indgik i konstitueringsaftalen i år, har Mette Jorsø, Venstre, fået 2. viceborgmesterposten. Socialdemokratiet tager selv fire ud af otte formandsposter, mens SF og Liberal Alliance helt bliver overset i kabalen.

Køge Byråd opretter fire nye stående udvalg efter nytår. Det drejer sig om det nye Ældre- og Sundhedsudvalg, Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Klima- og Planudvalget samt Teknik- og Ejendomsudvalget. Børneudvalget, Skoleudvalget og Kultur- og Idrætsudvalget fortsætter som hidtil. 

Læs også Nyt fra Køge: Byrådet er på plads

De får formandsposterne:

  • Borgmester: Marie Stærke, Socialdemokratiet
  • 1. viceborgmester: Bent Sten Andersen, Dansk Folkeparti
  • 2. viceborgmester, Mette Jorsø, Venstre
  • Formand for økonomiudvalget: Marie Stærke, Socialdemokratiet
  • Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget: Bent Sten Andersen, Dansk Folkeparti
  • Formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget: Lissie Kirk, Socialdemokratiet
  • Formand for Børneudvalget: Pernille Sylvest, Socialdemokratiet
  • Formand for Skoleudvalget: Mads Andersen, De Konservative
  • Formand for Kultur- og Idrætsudvalget: Anders Ladegaard Bork, DF
  • Formand for Klima- og Planudvalget: Niels Rolskov, Enhedslisten
  • Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget: Erik Swiatek, Socialdemokratiet.