Foto: Rk.dk, Kongehuset.dk

Bykonge var imod kongehus - Nu er han ridder af Dannebrog

Borgmester Erik Nielsen er ikke længere blot bykonge i Rødovre, men ridder af Vestegnen - og hele Danmark.

Egentlig har han aldrig været meget for det danske kongehus. 

Derfor måtte den 64-årige borgmester Erik Nielsen (Soc.dem.) bruge et par dage, før han besluttede sig for, om han ville benådes med ridderkorset af Dannebrogsordenen. 

- Da jeg var yngre, var jeg ikke optaget af kongehuset. Men det er jeg blevet i de senere år. Jeg vil gerne bevare institutionen, da jeg kan se, hvordan det går med præsidenter i udlandet.

- Jeg tror meget på kongehusets evner til at opretholde treenigheden i vores demokrati. Jeg ved godt, at kongehuset ikke er demokratisk i sig selv, men de er faktisk med til at forankre systemet, forklarer bykongen om sine overvejelser til TV 2 Lorry. 

Læs også Prins Henrik er i bedring efter operation i lysken og bækken

Fra baggård til højbord

Hvorfor borgmesteren skal have korset, har han ikke fået begrundet endnu. Men han håber med sin udnævnelse, at han kan være et eksempel på den lighed i Danmark, som han kæmper for: 

- Jeg kommer fra trange kår med en enlig mor med fire børn midt i 50'erne. Jeg har kendt proletariatet i fjerde baggård, og jeg synes, det er meget sigende, at jeg kan ende med at sidde til højbords med dronningen. Det er noget, som vi bør fastholde i det her land. Jeg ved godt, det nok lyder lidt højravende, siger Erik Nielsen til TV 2 Lorry. 

Bykongen har endnu ikke været til audiens på Christiansborg. Men før der er gået tre måneder, skal han have lånt et par hvide handsker, så han kan sige tak for udnævnelsen. 

Læs også Skuespiller og filmmand slået til franske riddere

Skal skrive om sit liv

Og der følger flere opgaver med Ridderkorset. 

Erik Nielsen skal nu skrive fem til 15 sider om sin opvækst, for det står der i regelsættet. 

- Der er nogle, som skriver meget mere, men jeg er altså smed og ikke skribent. Når det er sagt, så er jeg stolt over at gøre det, for det er en del af historieskrivningen, siger han til TV 2 Lorry. 

En ridder med et langt cv

Erik Nielsen er født i 1953. Han har været borgmester siden 1994 i Rødovre Kommune. 

Før arbejde han som beskæftigelseskonsulent i samme kommune og som formand for Kommunernes Landsforening (KL). 

Oprindeligt er han uddannet maskinarbejder i 1973.

Borgmesteren har en lang række poster udenfor rådhuset. Blandt andet er han medlem af Kredsbestyrelsen for Københavns Vestegns Politi, Kulturinvesteringsrådet for Vestegnen og en del af Omegnskommunernes Samarbejde.