Byggeprojekt fortsætter nedturen

Få måneder før finanskrakket i 2008 blev 2. etape af det udskældte byggeri Slotshaven i Fredensborg videresolgt for 24 millioner kroner til en jysk investor, der gik konkurs et halvt år senere.

Nu har arealet været på tvangsauktion i Helsingør, hvor ingen dukkede op til første auktion - og til 2. auktionsrunde blev jorden og byggeretten til de 23 rækkehuse købt for blot 3,4 millioner kroner. Det skriver Frederiksborg Amts Avis Prisfaldet på 20 millioner kroner på blot to år fortæller, hvor lidt attraktivt det er at købe jord til projektbyggeri i øjeblikket. - En byggeret er ikke meget værd, for der er ingen banker, der vil finansiere købet, og det kan blive dyrt i ejendomsskatter at have jord liggende. Hvis man vil købe, skal det ske med cool cash, siger Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg, der samtidig tilføjer, at der sker kontantkøb i øjeblikket. - Historisk set ved vi, at hvis man har likvide midler og køber jord under en lavkonjunktur og har råd til at vente, så får man nogle af de største afkast, vi ser på investeringer. Det er typisk familieformuer, der bliver brugt på opkøb i øjeblikket, men de køber ikke uhæmmet op, kun guldet, vurderer Kim Valentin. Etape 2 af Slotshaven i Fredensborg hører tilsyneladende ikke til guldet. Arealet blev solgt for 3,4 millioner kroner til den kreditor, der havde flest penge til gode hos det konkursramte selskab - et datterselskab under Finansiel Stabilitet, der er ejet af staten. Dermed ejer datterselskaber under Finansiel Stabilitet både de 31 usolgte boliger i 1. etape og retten til at bygge 2. etape. - Men staten kommer næppe ud med overskud ved at beholde projekterne. Det handler alene om at begrænse kreditorernes tab, vurderer Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg, skriver Frederiksborg Amts Avis.