Foto: TV 2 Lorry

Byggefirma efter politianmeldelse: Vi har intet galt gjort

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt en ejendomsmægler og et byggefirma for at vildelede købere om lejlighedsstørrelse. Men de afviser kritikken.

Sagen om 56 lejligheder på Amager Strand, der ikke var så store, som køberne forventede, ser ud til at blive et speget slagsmål om ord og fortolkninger.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte i går byggefirmaet NPV A/S og ejendomsmægleren Niels Hald Amager A/S, fordi et stort antal beboere i en nybygget ejendom på Amager har klaget. De mener ikke at lejlighederne er så store, som de havde indtryk af, da de så projektmaterialet. En lejlighed, der er solgt som værende på 94 kvadratmeter viser sig kun at være 78. 

I alt har 33 købere klaget over for små lejligheder.

Brutto - ikke netto

En medarbejder hos Forbrugerombudsmanden oplyste tirsdag til TV 2 Lorry, at lejligheder oftes sælges på deres bruttoareal. Men i forbindelse med salget af lejligheder i Strandgården, som byggeriet hedder, fremgik bruttoarealet også af plantegningerne - for hvert enkelt rum var der angivet kvadratmeterstørrelse  - og dermed kunne man få indtryk af et større rum, end det, der reelt var tale om. Derfor mener Forbrugerombdsmanden, at køberne er blevet vildledt - og det har udløst politianmeldelsen.

Læs også Forbrugerombudsmanden: Byggefirma løj om boligstørrelse

Men  det beror altsammen på en misforståelse. Sådan lyder det nu fra fra byggefirmaet NPV A/S. De siger, at der under salgsforløbet i salgsmaterialet i 2015 og 2016 blev oplyst tinglyste arealer - men at dette ikke blev præciseret i samme materiale. Når man arbejder med tinglyste arealer, så omfatter de for eksempel en del af ydervæggene.

Men det er i overensstemmelse med lovgivningen, skriver NPV i en pressemeddelelse.

"NPV beklager naturligvis, hvis salgsmaterialet kan have givet anledning til misforståelser, men understreger, at lejlighederne i Strandgården blev solgt med angivelse af de tinglyste arealer, som også fremgik korrekt af købsaftalerne", fremgår det af pressemeddelelsen.

Tæppeareal

Og så beskylder direktør Jens Schaumann Forbrugerombudsmanden for at opfinde et helt nyt begreb: "Tæppeareal".

-Begrebet nettoareal er i dag desværre ikke entydigt defineret, og indgår da heller ikke i opgørelsen af hverken BBR-areal eller tinglyst areal, som er de juridisk gældende arealer i en ejendomshandel. Erhvervsstyrelsens hjemmeside, boligejer.dk, som Forbrugerombudsmanden refererer til, bidrager yderligere til forvirringen, idet man her har introduceret et yderligere arealbegreb, nemlig ”tæppeareal”, som heller ikke er entydigt defineret, og som fejlagtigt sidestilles med nettoarealet, siger han.

Hus forbi?

Og NPV langer yderligere ud efter Forbrugerombudsmanden, idet de nu gør opmærksom på, at det slet ikke var dem, der solgte de 56 lejligheder i Strandgården. NPV havde nemlig funktion som rådgiver for virksomheden Amager Strand 8 Aps, der var den reelle sælger - men som ikke er politianmeldt, skriver virksomheden

Da vi kontaktede Forbrugerombudsmanden i dag var der ingen til stede, som havde mulighed for at forklare, hvorfor det så er NPV, der er politianmeldt.

Læs også Den lille dille: Leise har skabt en femværelses på 65 kvm