Bycykler indkøbt for flere hundrede tusind: Nu samler de støv

Helsingør blev i 2010 kåret som Årets Cykelby. Det fik byrådet til at satse benhårdt på 'Helsingør-cyklen'. Cyklerne kostede flere hundrede tusind - men nu samler de støv.

I 2011 besluttede byrådet i Helsingør Kommune at følge op på hæderen fra 2010, hvor byen blev kåret som Årets Cykelby.

Det betød blandt andet en storsatsning med den såkaldte 'Helsingørcykel', der var en foldbar cykel, der skulle hjælpe kommunens pendlere til og fra tog og bus. 

Cyklen kostede 6.800 kroner stykket, og kommunen indløbte 100 til et forsøg, hvor byens pendlere skulle tilgodeses. Jernhesten skulle tages med under armen ind i toget eller bussen uden yderligere billetomkostninger.

Dengang bidrog Trafikstyrelsen med 50 procent af udgifterne til cykelindkøbet, hvilket nedbragte kommunens udgift til forsøget til 350.000 skattekroner.

62 mænd og 38 kvinder skulle teste konceptet og fik udleveret en cykel, som de kunne bruge et halvt år. 

Efterfølgende var planen, at cyklen skulle leveres tilbage, hvis ikke testpersonerne var interesseret i at købe den efterfølgende til markedspris.

Desuden fik testpersonerne udleveret en skatteyderbetalt mobiltelefon til omkring 1.000 kroner, som i modsætning til foldecyklen ikke skulle leveres tilbage igen.

Det skriver Helsingør Dagblad.

I mobiltelefonen var der en GPS, så trafikplanlæggerne kunne se, hvor langt cyklen kørte i prøveperioden. Slutteligt fik testpersonerne også en cykelhjelm, som de kunne beholde.

Et projekt med begrænset udbytte

Nu, godt syv år efter det storslåede projekt, er cykelepoken og Helsingørcyklen nærmest gemt og glemt.

Nogle få cykler blev solgt til testpersonerne og tre blev stjålet. Ifølge dagbladet bliver 21 af cyklerne i dag brugt som transportmiddel for kommunens ansatte.

Men de resterende 70 foldecykler til en værdi på omkring 476.000 kroner bliver ikke brugt. En del af dem har været udlånt til en lokal festival, og Center for By, Land og Vand i Helsingør Kommune oplyser til Helsingør Dagblad, at nogle cykler bruges til at lære flygtninge at cykle. 

Men den oprindelige idé, at Helsingørcyklen skulle bruges til pendlerne, fik aldrig hjulene til for alvor at rulle.

I dag står de mange hundretusinde kroner dyre cykler opmagasineret, og kommunen har ifølge lokalmediet endnu ikke en plan for, hvad der skal blive af dem.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik