Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Bycentre opgiver søndagskunder

Byerne vil ligge øde hen, mens de store shoppingcentre og stormagasiner vil få flere kunder.

Det bliver konsekvensen af, at butikkerne i byerne ikke kan blive enige om at holde åbent om søndagen, når lukkeloven efter 1. oktober bliver liberaliseret, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.

Hverken København, Aarhus, Odense eller Aalborg vil udnytte muligheden for at holde åbent hver søndag, selvom flere eksperter vurderer, at det vil blive ugens største indkøbsdag. Det betyder, at butikkerne i byerne vil tabe markedsandel og opleve yderligere butiksdød.

»Bymidterne kan ikke skaffe opbakning til at holde åbent om søndagen. Det betyder, at forbrugerne vil trække fra byerne til centrene,« siger direktør Bruno Christensen fra analysevirksomheden Detailhandels Promotion.

Forbrugerne vil på sigt placere mere end 20 pct. af omsætningen om søndagen, vurderer fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.