Busser kører halve timer i tomgang

De hoster, harker og kører i tomgang længere end godt er - og hvad lovligt er.

Når busserne fra selskabet Netbus starter op om morgenen, kører de ifølge en nabo til garageanlægget i tomgang i halve og hele timer.

- Vi går alle sammen udendørs og jeg kan ikke bare lukke vinduerne. Dieselosen hænger over anlægget og det kan man lugte, se og høre, fortæller nabo Søren Manniche til DR København.

Direktør beklager
Netbus' garageanlæg ligger i Hvidovre og det er i strid med kommunens tomgangsregulativ, når busserne kører i tomgang i mere end et minut.

Administrerende direktør Peter Lang Nielsen beklager da også situationen:

- Vi ønsker en varm bus og en bus, der har den luft, den skal have, men det skal ikke tage en halv time, siger Peter Lang Nielsen til DR København og fortsætter:

- Jeg må konstatere, at den instruks, vi har givet de folk, der starter vores busser, ikke har været helt så skarp, som den skal være. Det følger vi op på, så vi hverken generer vores naboer eller miljøet.

Netbus kører blandt andet i Frederikssund, Skibby og på Københavns linje 5A.