Foto: Andreas Beck / Scanpix

Busser erstatter tog på central del af S-banen

Frem til den 16. juli er der ingen tog mellem Østerport og Hellerup. Sporene skal fornyes.

Et gammelt mundheld vil vide, at det sommetider skal være skidt før det kan blive godt. Det kommer de mange tusinde rejsende på S-togs-strækningen mellem Østerport og Hellerup nok til at sande, for frem til den natten efter den 16. juli kommer de til at spotte langt efter de røde S-tog på strækningen.

Banedanmark har nemlig natten til lørdag taget hul på anden etape af sporfornyelsen på S-banen, og det betyder, at der ikke kører S-tog mellem Østerport og Svanemøllen. I stedet er der indsat togbusser.

- Sporene er slidte, og det er nødvendigt at udskifte dem nu, da vi ellers kan risikere at skulle sætte hastigheden ned, hvilket kan resultere i forsinkelser til gene for passagererne, siger Stefan Normann, projektleder i Banedanmark, i en pressemeddelelse.

Læs også Arriva melder sig på banen, hvis S-togsdriften udbydes

Færre passagerer om sommeren

På strækningen, der er cirka 2,5 kilometer lang, skal der udskiftes skinner, sveller og såkaldt sporkasse, ligesom der skal udføres noget gravearbejde ved banen – blandt andet så regnvand bliver ledt bedre væk.

Når arbejdet udføres netop nu, er det ikke helt tilfældigt, siger Stefan Normann.

- Vi har så vidt muligt planlagt arbejdet på en måde, hvor generne bliver så få som mulige. Vi kan desværre ikke undgå, at det vil påvirke passagererne, men arbejdet er lagt i sommerferieperioden, hvor der traditionelt set er færre passagerer, der rejser med S-tog, siger han.

Foruden togbusserne på strækningen vil mange passagerer også kunne tage Movias linje 1A, der har endestation ved Hellerup Station. På Rejseplanen kan du orientere dig om hvad ændringerne kommer til at betyde for dig. 

Læs også Fra Ripovre til Rapovre: Nu kan du køre med S-tog i Andeby