Buschauffører klarer konflikter med japansk kampsport

Buschauffører på belastede ruter har lært konflikthåndtering med udgangspunkt i den japanske kampsport Aikido.

Slag i ansigtet, ukvemsord, trusler, vold og røveriske overfald. Det er en del af hverdagen for chauffører på nogle af de mest belastede buslinjer i København.

Men hos trafikselskabet Arriva Ryvang i København er 76 chauffører blevet klædt på til at tackle voldelige og ubehagelige passagerer med kampsport, og det virker.

Det skriver Fagbladet 3F.

Chaufførerne har lært konflikthåndtering med udgangspunkt i den japanske kampsport Aikido. Efter seks til otte ugers kursus er chaufførerne blevet så godt rustet til at tackle aggressiv og provokerende adfærd hos passagerer, at antallet af ubehagelige episoder er dalet med 20 procent. Sygefraværet er også faldet.

Samtidig giver 39 procent af chaufførerne udtryk for, at de har færre konflikter på jobbet, mens 59 procent føler sig bedre rustet til at håndtere problemer.

- Kurserne i Aikido foregik ved workshops, hvor vi sammen med instruktøren lærte og øvede os i, hvordan konflikter kan håndteres og forebygges, siger chauffør og arbejdsmiljørepræsentant Henrik Baltzer Petersen fra Farum Fagbladet 3F.

Chaufførerne har lært at trække vejret dybt og få ro på krop og hjerne, når stressen er værst. Det har også givet ro, at chaufførerne har lært at forsvare sig mod slag.

Henrik Baltzer Henriksen, der selv har oplevet et overfald fra en passager, pointerer, at selv om Aikido er en japansk kampteknik, skal chaufførerne ikke angribe kunderne. Tværtimod.

- Det handler om selvbeherskelse. Et professionelt smil og en rolig attitude hjælper utrolig meget og afdramatiserer situationen. Vi er ikke politimænd. Vi skal køre bussen behageligt og være behjælpelige, siger han Fagbladet 3F.

Der er cirka 400 chauffører hos Arriva Ryvang, og Henrik Baltzer Petersen håber, at flere kolleger kommer på kurset.

Driftschef René Frydlund, Arriva Ryvang, er begejstret for Aikido-kurserne.

- Vi er glade for at klæde vores chauffører på, så de bedre kan tackle konfrontationer med uheldige kunder. Antallet af voldelige hændelser og trusler er faldet mærkbart. Vi tror, det hænger sammen med kurserne. Det er godt for både chauffører og kunder, siger René Frydlund Fagbladet 3F.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik