02:16

135 buschauffører har indledt en overenskomststridig strejke.

Buschauffører strejker: Uvist hvornår busserne kører igen

En strid mellem Arriva og buschaufførerne i Roskilde gør, at der ikke kører nogen bybusser tirsdag.

Det er usikkert, hvornår Arrivas bybusser i Roskilde igen kommer ud af garagen.

Buschaufførerne strejker tirsdag, og der er først chance for at de genoptager arbejdet efter et fagligt møde klokken 07.00 onsdag morgen. 

Rejsende kan holde sig opdateret på dinoffentligetransport.dk og Rejseplanen.

Arriva-chaufførerne i Roskilde har de ældste busser i hele Region Sjælland, så det kan få fatale konsekvenser, hvis man ikke laver sikkerhedsarbejdet ordentligt.

Ole Holtse Olsen, afdelingsformand hos 3F i Roskilde

Striden mellem Arriva og buschaufførerne handler om arbejdsmiljø. De 134 chauffører har en arbejdsmiljørepræsentant, der tidligere har haft tre dage om ugen til sit arbejde. Nu ønsker Arriva at skære arbejdstiden ned til kun en dag om ugen. Det oplyser Ole Holtse Olsen, afdelingsformand hos 3F i Roskilde til TV 2 Lorry. 

- Det er en del af arbejdsmiljørepræsentantens arbejde at tjekke blinklys, bremselygter og defekte bremser. Arriva-chaufførerne i Roskilde har de ældste busser i hele Region Sjælland, så det kan få fatale konsekvenser, hvis man ikke laver sikkerhedsarbejdet ordentligt, siger Ole Holtse Olsen, afdelingsformand hos 3F i Roskilde.

Læs også Strømlinet: Roskilde vil kun have elbusser

Ole Holtse Olsen fortæller, at chaufførernes strejke er uoverenskomststridig. 3F har derfor bedt chaufførerne genoptage arbejdet så hurtigt som muligt.

Disse busser kører ikke i Roskilde:

123, 203, 204, 205, 206, 208, 209, 212, 216, 219, 220, 246, 201A og 202A 

"Tingene er foregået efter bogen"

Arriva bekræfter over for TV 2 Lorry, at konflikten handler om antal arbejdsdage til chaufførernes arbejdsmiljørepræsentant.

- Repræsentanten har haft en periode, hvor vedkommende har haft tre dage til sit arbejde som arbejdsmiljørepræsentant, og det var en midlertidig ordning. Vi har nu varslet, at vedkommende fremover kun skal have én dag om ugen. Tingene er foregået efter bogen, siger Pia Hammershøy Splittorff, kommunikationschef for Arriva.

Vi har en helt fast procedure for, hvor tit busser skal tjekkes og have større eftersyn, hvor de tester bremser osv.

Pia Hammershøy Splittorff, kommunikationschef for Arriva

Hun tilføjer, at det er standarden andre steder i landet har Arrivas chaufførers arbejdsmiljørepræsentant også kun én dag om ugen til arbejdet. Pia Hammershøy Splittorff kan hverken be- eller afkræfte, at busserne i Roskilde er ældre end andre steder, men hun understreger, at busserne er sikre.

- Vi ser bestemt ikke stort på trafiksikkerheden. Vi har en helt fast procedure for, hvor tit busser skal tjekkes og have større eftersyn, hvor de tester bremser osv. Og det er ikke arbejdsmiljørepræsentantens ansvar, men hører til et helt andet sted i vores organisation. Hvis vedkommende tror det, så har personen misforstået, siger hun. 

Pia Hammershøy Splittorff tilføjer, at busserne i Roskilde i gennemsnit er 10,2 år gamle, og det er ifølge hende meget normalt.

- Vi føler ikke, at vi kompromitterer sikkerheden, men hvis arbejdsmiljørepræsentanten mener det, kan vedkommende tage en dialog med vores ledelse om det. Men vi har behov for, at de går på arbejde, før vi tager den dialog, siger Pia Hammershøy Splittorff. 

Buschaufførerne i Roskilde strejkede også i marts 2017 på grund af uenigheder med ledelsen.