Seksårige Alexander blev stoppet af en buschauffør, da hjalp ham, da han gik alene på en trafikeret vej

Buschauffør stoppede og hjalp Alexander: Jeg måtte gøre noget

En buschauffør handlede øjeblikkeligt, da han så en lille dreng gå alene på en trafikeret landevej.

Da bussen sædvanligvis kom kørende på Valbyvej i Helsinge en almindelig tirsdag formiddag, lagde chaufføren pludselig mærke til noget ret usædvanligt komme gående på den store og trafikerede landevej.

I vejkanten gik en lille dreng alene for sig selv.

Drengen hedder Alexander og er seks år gammel, og her kan du læse om, hvad han oplevede, da han forlod sin skole i vrede og begyndte at gå hjem – en tur på godt 13 kilometer.

Læs også 6-årig gik alene hjem på farlig vej - men så fik han hjælp

Bag rattet i bus 361 sad Stig Messmann. Han har kørt bus i området i 25 år, så han kender om nogen sine passagerer, og ved hvem der som regel står ved stoppestederne.

En total uforsvarlig vej at gå på

Han blev derfor meget overrasket over at se drengen.

- Jeg har kørt den strækning i mange, mange år, og det er en total uforsvarlig vej at gå på. Jeg kan finde på at samle alle op, som kommer gående og kravlende, men det her var godt nok et usædvanligt syn, siger Stig Messmann til TV 2 Lorry.

Han holdt straks bussen ind til siden og åbnede døren for at snakke med Alexander.

- Jeg spurgte, hvor han skulle hen. Han svarede så, at han bare lige skulle hen til Smidstrup, men der var sgu langt til Smidstrup herfra, så jeg sagde til ham, han skulle hoppe op i min bus og køre med.

Den seksårige dreng kom ind i bussen og kørte med i godt ti minutter i retning mod Smidstrup Camping, hvor han bor tæt ved.

- Jeg kunne godt mærke, at drengen panikkede en smule, men jeg forsøgte så godt jeg kunne at berolige ham, mens han kørte med.

Bad Alexander vente på næste bus

Da Stig Messmann skulle dreje af fra den store landevej, satte han Alexander af, fordi drengen skulle videre ligeud. Han gav ham en børnebillet i hånden og bad ham vente ved stoppestedet på den næste bus, der ville komme om ti minutter, som ville sætte Alexander af meget tæt på hans hjem, men drengen var tilsyneladende for utålmodig og begyndte i stedet at gå på vejen igen.

- Jeg gav ham billetten, så han med sikkerhed kunne tage den næste bus. Men jeg havde inderligt håbet på, at der ville stå nogen der, som også skulle med bussen, men det var der ikke. Jeg turde heller ikke tage ham med i den forkerte retning, da barnet godt vidste, hvad vej han skulle. Men jeg meldte det til mit kontor, hvad jeg havde oplevet, så de kunne være opmærksomme, hvis der skulle komme en efterlysning af en lille dreng, forklarer den erfarne buschauffør.

Mor har sagt tak

Da TV 2 Lorry taler med Stig Messmann er han meget glad for, at Alexander kom sikkert hjem. Alexanders mor Rebecca Rachlau har også onsdag aften ringet til ham for at udtrykke sin taknemmelighed, efter at hun siden tirsdag har efterlyst ham på Facebook for at sige tak

- Jeg er bare glad for, at han kom godt hjem. Men jeg må sige, at det undrer mig, at så mange bilister må være kørt forbi ham uden at stoppe. Da jeg så drengen på vejen, vidste jeg med samme, at jeg måtte gøre noget for at hjælpe, siger Stig Messmann til TV 2 Lorry.

Alexander på seks år og hans mor Rebecca Rachlau. Foto: Privat