Bus-konkurs bliver dyr for Gribskov

Det bliver dyrt for Gribskov Kommune, at Prebens Minibusser erklærede sig konkurs i december. Den midlertidige ordning vil nemlig koste 4,5 millioner kroner ekstra.

Den 14. december erklærede Prebens Minibusser sig konkurs, og det vil også kunne mærkes på kistebunden hos kommunen.

Gribskov Turist overtager kørslen af skolebørn og ældre indtil sommerferien, men det kommer til at koste kommunen 4,7 millioner kroner ekstra, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det skyldes, at det er en kort kontrakt, og Gribskov Turist skal ud og finde midlertidige busser og chauffører. Derfor bliver det så meget dyrere. De har stillet et akut beredskab til rådighed og har løst det på en måned, siger formand for Teknisk Udvalg, Bo Jul Nielsen.

Sammen med resten af udvalget skal han på et lukket møde onsdag tage stilling til sagen.

Det midlertidige udbud blev gennemført over jul og nytår, hvor Gribskov Kommune bad en række busselskaber om at give tilbud på kørslen frem til sommer.

Men det var kun Gribskov Turist, der kunne overtage med så kort varsel.

- Vi har spurgt flere, om de ville givet et bud, men det kunne ikke lade sig gøre for andre for så kort en periode. Det er en stor opgave at lave sådan et materiale, siger Bo Jul Nielsen.

Når perioden udløber, skal Gribskov Kommune lave et udbud for kørslen for en længere periode, formentlig 3-4 år.

- Vi håber, at det bliver væsentligt billigere, når vi får en længere kontrakt, siger han.

Samtidig er Gribskov Turist i gang med at danne sig et overblik over, hvor mange ansatte, de får brug for.

- Jeg kan ikke sige noget om antal ansatte endnu. Vi skal finde ud af, hvad der er mest hensigtsmæssigt for os og kommunen. Vi kører også i Fredensborg. Der er godt nok tale om to forskellige firmaer, men vi prøver at supplere og få mest muligt ud af det med tilfredse chauffører, siger direktør for Gribskov Turist, Birgit Hansen, til Frederiksborg Amts Avis.

Birgit Hansen er sammen med sin mand, Preben Dannemare Hansen, direktør i både Gribskov Turist og Finns Handicapbusser, der ligger i Skævinge.

Hidtil har firmaet gjort brug af egne afløsere og tidligere ansatte hos Prebens Minibusser.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik