Foto: TV 2 Lorry

Bulgarske brødre er nu tiltalt for rovmord

To unge brødre er nu som ventet blevet tiltalt i sagen om drabet på en 81-årig kvinde i Herlev lige før nytår.

Mændene er bulgarske statsborgere og skal udvises, hvis de findes skyldige, fremgår det af anklageskriftet fra statsadvokat Gyrithe Ulrich.
Ifølge anklageskriftet begik de et groft hjemmerøveri mod kvinden, der blev bundet og mistede sit dankort og flere smykker.

Men røverne gik videre. De bandt hendes hænder og ben og pakkede hende stramt ind i en dyne og et tæppe. Oveni kneblede de offerets mund med en bluse og trøje. På den måde blev den 81-årige kvalt, hedder det.

De to mænd, der er 23 og 21 år, nægter sig skyldige. Ud over straf og udvisning afkræves mændene i øvrigt også 11.000 kroner, som var udbyttet af smykkerne, som den ældre kvinde blev frarøvet.
Under en tur rundt til hæveautomater hævede mændene i øvrigt 14.000 kroner i alt, hævdes det i anklageskriftet.

Et nævningeting ved Retten i Glostrup skal afgøre sagen.