Buh-råb mod minister vækker forargelse: "De skaber sig som abekatte"

På den politiske scene er der delte holdninger til den højlydte protest-modtagelse, som undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance blev mødt af på Ørestad Gymnasium.

02:25

Video: Privatfoto

"Noget svineri fra nogle møgforkælede børn."

"Helt naturligt, når hun fører den politik, hun gør."

Jeg synes, det er noget svineri fra nogle forkælede børn, som ikke har den naturlige respekt for en minister.

Søren Espersen, der er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti

Blandt politikerne er der vidt forskellige holdninger til den modtagelse, som eleverne på Ørestad Gymnasium torsdag gav undervisningsminister Merete Riisager, Liberal Alliance, inden et debatarrangement på skolen.

Her blev der buhet højlydt af ministeren ved hendes ankomst, hvor hun måtte afbryde sit besøg før tid på grund af de store utilfredsheder fra eleverne.

- I kommer kørende hertil i en stor BMW og en Porsche, og så skal vi spare to procent, som gør, at vi mister otte medarbejdere, lød det fra en elev, som efterfølgende sagde til ministeren: ”Vi er ikke bare tal!”.

Politisk stor forskel på reaktionerne

Rent politisk er der stor forskel på, hvordan man i Dansk Folkeparti og hos Enhedslisten ser på episoden.

- Jeg synes, det er noget svineri fra nogle forkælede børn, som ikke har den naturlige respekt for en minister, siger Søren Espersen, der er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og valgt i Sjællands Storkreds.

Han uddyber:

- Jeg bryder mig ikke om, at de står og skaber sig som abekatte, når de kunne have fået en ordentlig snak med ministeren, som var tilstede med et formål om at have fokus på demokratisk dannelse.

- Man skal opføre sig ordentligt over for alle mennesker, men ministre har en særlig profil i Danmark. De er Dronningens ministre, og eleverne bør vise respekt for deres embede, siger Søren Espersen.

"Man skal ikke smile og bukke for en minister"

Hos Enhedslistens tidligere Folketingsmedlem Per Clausen er opfattelsen af elevernes reaktion dog en helt anden.

- Når ministeren fører den politik på undervisningsområdet, som hun gør, så er det også helt naturligt, at hun bliver mødt af buh-råb og protester fra eleverne, siger det mangeårige medlem af Enhedslisten Per Clausen.

 Han fortsætter:

- Jeg synes modsat dem, der forarges, at det er fornuftigt af eleverne, at de på den måde viser deres tydelige utilfredshed med den politik, der føres, og som giver dårligere undervisning.

- Bare fordi, det er en minister, der kommer på besøg, så behøver man ikke smile og bukke og lade som om, at alting bare går godt, når det ikke gør. Så protesterne mod ministeren er helt naturlige, og det må hun bare tage med som en del af jobbet, siger han.

Dårlig optakt til kommende valg

Ifølge Altinget er der også blevet råbt skældsord efter ministeren samt kastet mønter efter hende. Hvorvidt det er sandt, kan TV 2 Lorry ikke bekræfte, men adspurgt til det svarer Per Clausen:

- Det er selvfølgelig aldrig i orden at kalde nogle mennesker for luder, så hvis det er tilfældet, tager jeg selvfølgelig afstand fra det. Hvorvidt der er blevet kastet mønter efter hende, skal jeg heller ikke kunne sige, men hvis det er ment som en symbolsk handling med mønter, der kastes for hendes fødder, er det en fin måde at vise sin utilfredshed på.

Her ses ministeren i snak med én af eleverne. Foto: Privatfoto

Hos Dansk Folkeparti er forargelsen dog ikke til at ændre på - uanset, hvad elevernes budskab har været.

- Det rager mig en papand, hvad eleverne har haft af budskab, og jeg gider slet ikke gå ind i den diskussion - for det kommer overhovedet ikke sagen ved. Deres opførsel er utilstedelig, og jeg håber, det får konsekvenser for eleverne fra skolens ledelse, siger Søren Espersen og afslutter.

- Som optakt til et kommende Folketingsvalg er sagen meget uheldig - og jeg gider i hvertfald ikke tage forbi Ørestad Gymnasium. Det er helt sikkert.

Derfor er eleverne utilfredse:

Baggrunden for elevernes buh-råb til ministeren skyldes flere forskellige ting:

 

Omprioriteringsbidrag:

- Regeringen har besluttet, at alle offentlige institutioner - herunder skolerne - fra 2016 og seks år frem skal lave årlige besparelser for to procent af det samlede budget. Det har mange steder ført til opsigelser af de lærere og andre ansatte.

 

- I alt skal der ifølge regeringen spares fire millarder kroner på uddannelserne. Penge, som regeringen efterfølgende kan bruge på andre områder, heraf navnet "omprioriteringsbidrag".

 

Fraværsregler:

- Fra 2018 har regeringen indført nye regler for fravær på alle gymnasier i landet. De nye regler trådte i kraft d. 1. november om indebærer, at en elev får 100 % fravær, hvis denne kommer blot ét enkelt minut for sent.

 

Tidligere fik man 50 % fravær for at komme for sent til en time, men den nye fraværslov gør nu, at der hos eleverne ikke er forskel på at komme ét minut eller en halv time for sent til en lektion i det samlede fraværsregnskab.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik