Budgetaftale med investeringer indgået i Køge

Et flertal i Køge Byråd bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti har indgået aftale om budgettet for næste år.

Det er et bredt politisk flertal bestående af 24 ud af byrådets 27 medlemmer, der har indgået en budgetaftale i Køge Kommune. 

Partierne bag aftalen er Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti. Udenfor står Enhedslisten og Liberal Alliance. 

Høster frugterne nu

Ifølge forligspartierne er der en robust og stærk økonomi i Køge Kommune, og det har de benyttet til at lave en række investeringer over de kommende år.  

- I Køge Kommune er vi i en særlig gunstig situation, hvor væksten er med til at finansiere vores velfærd. Vi har investeret i at skabe gode vilkår for erhvervsvirksomheder, og det høster vi frugterne af nu, lyder det fra borgmester Flemming Christensen fra Det Konservative Folkeparti. 

Blandt de store poster er der afsat større millionbeløb til at renovere kommunens bygninger og til at løse det akutte problem med skimmelsvamp på Vemmedrupskolen. Derudover er der også fundet penge til Køge Idrætspark, hvor der blandt andet skal opføres en ny hal, og som fremover forventes at blive hjemmebanestadion for HB Køges professionelle afdeling.

Hellere mere renovering

De to partier udenfor aftalen fokuserer begge på, at der burde bruges endnu flere penge på vedligehold af kommunens nedslidte bygninger fremfor investeringer i Køge Idrætspark.  

- Det er helt uforsvarligt i en tid, hvor vi skal renovere blot en enkelt skole (Vemmedrupskolen red.) for 50 millioner kroner. Den udskudte generelle renovering og vedligeholdelse af kommunens almindelige bygningsmasse udgør efter mange års misrøgt flere hundrede millioner. I den situation burde det være oplagt at droppe luksusprojekter som Køge Idrætspark, skriver Enhedslisten i en pressemeddelelse. 

- Eliteprojekter som Køge Idrætspark placeret - midt i Køge C - er et byggeri, der kun tilgodeser en meget lille del af de sportsudøvende i Køge Kommune i fohold til den kommunale investering. Projektet har til hensigt indirekte at støtte en professionel virksomhed/fodboldklub. Dette er ikke en kommunal opgave, og Liberal Alliance kan på ingen måde tilslutte sig at bruge 114 millioner af skatteydernes penge på det, lyder det fra Liberal Alliance.

Budgettet skal endeligt vedtages på byrådets møde den 10. oktober 2017.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik