Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

Budget på plads: Fokus på skoler, børnepasning og ældre

Socialdemokratiet, DF, SF og Enhedslisten er blevet enige om næste års budget for Københavns Kommune.

Natten til fredag underskrev fire partier en aftale om næste års budget for København. Budgettet blev indgået mellem Socialdemokratiet, DF, SF og Enhedslisten. 

Liberal Alliance, De Konservative, Venstre og Radikale Venstre forlod budgetforhandlingerne.

I en pressemeddelelse skriver partierne, at det især er folkeskoler, daginstitutioner, opdaterede boliger til ældre og borgere med handicap, cykelstier og sportsanlæg, der fylder i budgettet. 

Læs også Budgetforhandlinger: De borgerlige falder fra en efter en

Helt konkret er der ifølge pressemeddelelse blandt andet afsat en moderniseringsplan for byens plejehjem, som udmunder i 1.931 nye eller moderniserede plejeboliger, mens blandt andet sportsfaciliteter som Svanemøllehallen, Ryparkens Idrætsanlæg og Sundby Stadion skal have en kærlig hånd. 

- Jeg er glad for, at det igen i år lykkedes at samle partier fra Enhedslisten hen over midten til Dansk Folkeparti om en solid aftale, der sikrer velfærd for alle københavnere. Vi kan være stolte af vores by, som vi i fællesskab udvikler til en enestående grøn storby, hvor fremgangen kommer alle til gode. Det her er en rød-grøn aftale – med gode skoler og idrætsfaciliteter til byens mange børn, siger overborgmester Frank Jensen, Socialdemokratiet, i en pressemeddelelse. 

Læs også LA trækker sig fra budgetforhandlinger: - Alt for uambitiøst

Borgerlige partier faldt fra en for en 

Liberal Alliance forlod onsdag budgetforhandlingerne med en melding om, at der skulle flere midler til et i årevis forbigået erhvervsliv. 

Samme melding kom fra Venstres spidskandidat til det kommende Kommunalvalg, Cecilia Lonning-Skovgaard. På Facebook skrev hun torsdag, at Venstre afviser et rødt budget i København.

"Vi har mødt en mur af modstand, når det kommer itl ønsker, der skal tilgodese erhvervslivet, øge beskæftigelsen og give bedre parkeringsforhold i København. Derimod har overborgmester Frank Jensen (S) generøst delt pengegaver ud til de røde partier ved forhandlingsbordet". 

Læs også Frank Jensen om måling: Det er farligt at toppe for tidligt