BS til Pilotelever: Jeg har kæmpe respekt for det I kan

I fjerde afsnit af Piloteleverne skal der testes i teori og så får eleverne besøg af jægersoldat BS Christiansen.

I serien Piloteleverne følger vi 23 unge håbefulde elever på det, der formentlig er Danmarks dyreste uddannelse. Det er fremtidens jagerpiloter, der sidder på skolebænken i en kamp for at bestå det fem måneder lange elementærkursus. Nogle vil blive sorteret fra og må opgive drømmen, andre vil bestå og kan fortsætte deres uddannelse i USA. Og for at gøre eleverne klar til de test, de vil møde på den anden side af Atlanten, bliver de allerede nu testet i deres viden.

I fjerde afsnit, som sendes i morgen aften klokken 21.40 på Lorry+, og som allerede nu kan ses her, får eleverne resultatet af en test.

- Der er kun seks, der har klaret det her til 100%. Det vil sige, at der sidder 15 her, der skal have røde ører, siger underviseren, der går under pilotkodenavnet RØT.

Heldigvis er der også godt nyt. På Forsvarets Flyveskole i Karup er der tradition for, at alle hold peger på en protektor. 2017 holdet har bedt jægersoldat BS Christiansen om at være deres, han har takket ja og er kommet til Karup for at hilse på Piloteleverne.

- Det er en stor ære. Jeg har kæmpe respekt for det, I kan. Jeg elsker at være sammen med mennesker, der vil gøre en forskel, og jeg ved, at I alle sammen sidder her, fordi I vil gøre en forskel. Jeg kender mange mennesker, der ikke har fattet en skid af, hvad der foregår. De tror, at livet det er sådan en gave, man får udleveret og så kører det bare derudaf. Så på et eller andet tidspunkt finder de ud af; har jeg nogensinde gjort noget for samfundet? Har jeg nogensinde gjort noget for andre mennesker? Har jeg gjort noget for verden? Har jeg gjort noget for vores jordklode? Nej det har jeg ikke, siger BS Christiansen til de måske kommende jagerpiloter.

Piloteleverne er lavet i samarbejde med flere andre TV 2 regioner. Vi sender serien hver lørdag aften på Lorry+.

Du kan også følge med i serien her.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik