Bruger jyde-tricks: Ti borgmestre til møde med minister om motorvej og tog

Ti nordsjællandske borgmestre var mandag til møde med trafikminister Benny Engelbrecht. De arbejder for flere penge til motorvejsprojekter og Kystbanen.

Sekskommunesamarbejdet: Fra venstre er det Thomas Lykke Pedersen (S), borgmester i Fredensborg, Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør, Anders Gerner Frost (G), borgmester i Gribskov, John Schmidt Andersen (V), borgmester i Frederikssund, Benny Engelbrecht (S), trafikminister, Kirsten Jensen (S), borgmester i Hillerød og Steffen Jensen (S) borgmester i Halsnæs Kommune. Foto: Sekskommunersamarbejdet

Alle kneb gælder i kampen om at stå forrest i køen, når politikerne på Christiansborg skal dele trafikmilliarder ud til de forskellige dele af landet. 

Således er seks nordsjællandske borgmestre gået sammen i det såkaldte sekskommunesamarbejde for søge maksimal indflydelse hos trafikminister Benny Engelbrecht (S). 

Læs også Blå borgmestre bekymrede for motorveje efter S-regerings "aftalepapir"

Mandag var borgmestrene til møde hos ministeren for at slå et slag for tre trafikprojekter i Nordsjælland: Frederikssundmotorvejen, forlængelse af Hillerødmotorvejen og forbedringer af Kystbanen. Og umiddelbart efter gik ministeren til et særskilt møde kun med Kystbane-kommunerne, for at drøfte udfordringerne på den pendlertunge jernbanestrækning. 

I alt var ti borgmestre fra Nordsjælland således på plads i ministeriet, og Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), deltog i begge møder. Hun drog fra Slotsholmen fuld af optimisme. 

De ti borgmestre

Sekskommunersamarbejdet:

 

Frederikssund, Hillerød, Halsnæs, Gribskov, Helsingør og Fredensborg

 

Kystbanekommunerne:

 

Helsingør, Fredensborg, Hørsholm, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk, Gentofte

- Begge møder var gode. Der var en fin dialog om vores projekter og en god forståelse for, at vi har nogle udfordringer. Han kan godt se, at vi er udfordret med mobilitet på vejene og på Kystbanen, siger Benedikte Kiær til TV 2 Lorry.

Jysk inspiration

Før valget i juni landede den forhenværende regering og DF en trafikaftale på 112 milliarder kroner, hvor der blandt andet var milliarder til Frederikssunds- og Hillerødmotorvejen, som begge blev vurderet til at være gode samfundsøkonomiske investeringer. 

Læs også Motorveje og jernbane: Her de nye trafik-projekter i Lorryland

Den aftale er nu taget helt af bordet, og trafikminister Benny Engelbrecht går nu efter at lande en ny og bred aftale. 

Benedikte Kiær og kompagnonerne i Nordsjælland har i den kommende jagt på trafikmilliarder skelet til jyske politikerens succes med at få veje og jernbaner prioriteret på Christiansborg.

Læs også Ny trafikmafia: Venstremand og DF'er går imod egne partier

Meget er skrevet om den jyske trafikmafias indflydelse, men det handler grundlæggende om at stå sammen om få projekter på tværs af partiskel og på flere politiske niveauer, siger Benedikte Kiær.

- I det jyske har man været gode til at gå sammen. De har stået sammen og er blevet ved og ved og ved med at fremhæve få konkrete projekter. Når de så har fået dem gennemført, så går de efter det næste, siger Benedikte Kiær, der har været med til at samle både røde og blå politikere fra kommuner, region og Christiansborg til at kæmpe for Nordsjælland. 

Bedst for borgerne

Flere forhold har ført til, at de seks kommuner har lige netop Hillerød- og Frederikssundsmotorvejen samt Kystbanen i fokus. 

- Det er for det første vigtige projekter, der har en høj rentabilitet og samfundsøkonomisk gevinst. Og så har vi fundet de projekter, som flest mulige borgere og erhvervslivet kan få glæde af. Listen af projekter er lang, men det her er dem, vi har valgt at stå sammen om.

Hvordan giver det mening for borgere i Helsingør, at du bruger energi på Frederikssundsmotorvejen?

- Jamen borgmesteren i Frederikssund vil så også bruge sin stemme til at tale om nødvendigheden for bedre forhold på Kystbanen. Når vi står sammen, hænger det sammen, siger Benedikte Kiær. 

Trafikminister Benny Engelbrecht skal inden længe på visit i det nordsjællandske for med egne øjne at se på de trafikale forhold. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik