Det varme vejr indbyder til grill, men bruger du gasgrill, bør du være opmærksom på de høje varmegrader og grillens placering. Foto: Colourbox

Brug din gasgrill med omtanke: Her er den mest hyppige skade

Forsikringsselskab får mange anmeldelser om skader, der er opstår som følge af, at folk er lidt for skødesløse med deres gasgrill. Se de gode råd.

Lækre bøffer, saftige stege og grillede grøntsager.

Det kan være nemt og bekvemt at tilberede aftensmaden på en gasgrill på terrassen og altanen, og det har danskerne for længst opdaget. Men desværre er der også en risiko ved at grille med gas, påpeger et af Danmarks forsikringsselskaber Topdanmark i en pressemeddelelse.

 Der er nogle, der ikke er opmærksomme på den varme, der stråler ud fra en gasgrill.

Jimmy Andersen, salgschef hos Topdanmark i København

Hver sommer får Topdanmark anmeldelser om brand- og varmeskader ved brug af gasgrill.

Forsikringsselskabet har på den baggrund analyseret knap 200 grillskader fra 2016 og 2017, og her er forkert brug af grillen og manglende vedligeholdelse skyld i en stor del af skaderne.

- Vi får i snit knap 100 anmeldelser årligt om skader relateret til brug af gasgrill. I mange tilfælde er der gået ild i grillen eller i gasledningen. Det er altid alvorligt, når der går ild i en grill, fordi det kan være svært at få slukket ilden og fordi, varmen er så kraftig, at der sker skade på terrassen og andre bygningsdele. Heldigvis er det sjældent, at personer kommer til skade, siger salgschef Jimmy Andersen fra Topdanmark i København.

Typiske skader ved brug af gasgrill

  • Brand i madrester eller gasslange
  • Brud på vinduer og skader på facader pga. strålevarme
  • Skader på beklædningsgenstande mv. pga. strålevarme og stikflammer
  • Grill vælter, fx pga. blæst eller ujævn overflade

Kilde: Topdanmark

Han råder derfor til, at man jævnligt rengør sin gasgrill grundigt og løbende tjekker, at gasledning og samlinger er i orden.

- Og så bør man aldrig lade sin grille være uden opsyn. Både af hensyn til brandfaren og især, hvis der er børn til stede, siger Jimmy Andersen.

Læs også Fuld plade: Nu er der afbrændingsforbud i hele Lorryland

Ruden knækker

Den næstmest hyppige skade ved brug af gasgrill er vinduesruder, der knækker på grund af strålevarmen fra en gasgrill, der står for tæt på vinduet.

- De skader ser vi overraskende mange af. Der er nogle, der ikke er opmærksomme på den varme, der stråler ud fra en gasgrill. Sørg derfor for, at der er god afstand omkring grillen til vinduer, facader, hæk, stakit og lignende. Man bør heller ikke lægge genstande ved grillen, hvis de ikke kan tåle høj varme. For eksempel briller og bilnøgler, siger Jimmy Andersen.

Gode råd ved brug af gasgrill

  • Sørg for, at grillen er rengjort
  • Hav altid opsyn med en tændt grill
  • Tjek løbende at gasledning og gasflaske er i orden
  • Sørg for god afstand til facader, vinduer, hæk, stakit og lign.
  • Læg ikke genstande, der ikke tåler høj varme, i nærheden af grillen
  • Tjek hvordan din forsikring dækker i tilfælde af skade ved brug af gasgrill

Kilde: Topdanmark

Der er stadig afbrændingsforbud i mange af landets kommuner, og det er ikke alle steder, man må benytte en gasgrill. Hvis du er i tvivl om, du må grille med gas, eller i det hele taget grille, bør du tjekke din kommunes hjemmeside eller dit lokale beredskabs. Her vil du som oftest kunne finde informationer om det gældende afbrændingsforbud. 

Læs også Brandvæsen får mange grill-spørgsmål i tørken