Brrr....det er koldt! Men her er syv fordele ved frostvejr

Vinterkulden har gjort sit indtog. I de kommende dage kommer temperaturen ikke over frysepunktet, og det kan man jo vælge at glæde sig over.

Det er koldt udenfor, og det vil det blive ved med at være i de næste par dage. I dagstimerne vil temperaturen i hovedstadsområdet ligge mellem frysepunktet og to graders frost, og om natten bliver det mellem tre og otte graders frost. 

Det lyder som en god grund til at blive indendørs og lave så lidt som muligt, tænker du måske. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Vinterkulden har også sine fordele. DMI har samlet syv af dem her. 

1. Tør dit tøj

Ifølge DMI er tørretumbleren er mere effektiv om vinteren, fordi indendørsluften indeholder mindre vanddamp, og derfor har større tørrepotentiale. Du kan også tørre dit tøj udendørs i klar frostluft.

2. Hug brænde

Har du friskt træ liggende, som skal flækkes, så er det nu, du skal finde øksen frem. Når saften i træet fryser, er det væsentligt nemmere at kløve en brændeknude.

3. Slip af med utøj

Når det er koldt udenfor, så kan du sætte sengetøj, sofapuder, dyner og lignende ud i frosten i et døgns tid. Det tager livet af for eksempel møl eller husstøvmider.

4. Færre gener fra brændeovn 

Jo koldere, det er, jo hurtigere stiger røgen fra din brændeovn eller kamin opad, så den ikke ender som en tyk, usund tåge over dit nabolag. 

5. Billig afkøling af mad

Har du mad, der skal i fryseren, tilbyder naturen dig en hjælpende hånd. Hvis du køler din gryderet fra 60 grader ned til minus fem grader ved at stille den udenfor et par timer, så har du sparet op mod 85 procent af elforbruget til indfrysning på vejen ned mod de anbefalede minus 18 grader. 

6. Stå på skøjter

Den nok mest åbenlyse fordel ved frostvejr er muligheden for at stå på skøjter. Man skal selvfølgelig bare vente med at gøre det, til isen kan bære. På offentlige søer er det kommunen, der skal give tilladelse. Typisk skal isen være mellem 13 og 18 centimeter, før den bliver erklæret sikker. Har du en privat sø, er det dig selv, som står med ansvaret.

7. Frost er smukt

Når temperaturen går fra plus til minus, overgår vand fra flydende til fast form. Det skaber flere smukke naturfænomener som for eksempel rim, istapper og håris. Se bare her: 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik