Brøndby-træner: Det bliver en speciel kamp mod FCK

Lørdag bliver første gang, at Brøndbys cheftræner Thomas Frank oplever Brøndby-FCK-derbyet på tætteste hold.

Brøndbys cheftræner, Thomas Frank, spår en intens kamp mellem Brøndby og FCK, når de to hold mødes i det klassiske derby lørdag.

For ham bliver dagen ekstra speciel, fordi det er første gang, at han kommer til at stå på sidelinjen, når det går løs.

- Kampen mellem Brøndby og FCK vil altid være speciel. For mig er det særligt specielt, fordi jeg skal opleve det for første gang, og jeg glæder mig meget til spændingen og intensiteten.

- Det er klart, at hvis det er en direkte guldkamp som førhen, giver det et ekstra tvist. Men hver kamp er speciel, og hver kamp har sit eget liv - et liv, der bare er lidt anderledes, når vi møder FCK, end når vi møder andre, siger Thomas Frank.

Ligger i bunden af Superligaen

Begge hold har haft en katastrofal sæsonstart og ligger i bunden af Superligaen.

Cheftræneren regner derfor også med, at der vil blive gået til stålet, når derbyet bliver fløjtet i gang.

- Jeg forventer en kamp med omgivelser af international klasse og med høj, høj intensitet, stor aggressivitet i duellerne og en krig om hver enkelt meter på banen.

- Jeg håber, at der bliver plads og mod til flot spil, men det ser man jo nogle gange i sådanne kampe, at det forsvinder lidt, siger han.

Frank: Det bliver svært at vinde

At hive en sejr hjem står da også højst på ønskelisten hos Thomas Frank, selvom han erkender, at det er en stor udfordring, Brøndby-spillerne står overfor.

- Der er ikke noget, vi hellere vil end at vinde. Særligt over FCK og på egen bane. Det er noget, vi brænder for, og det kunne være fantastisk at nappe tre i træk og så mod FCK.

- Det tror vi på, men vi ved også, at det bliver rigtig, rigtig svært, siger han.

Brøndby-profilen Thomas Kahlenberg har før spillet de klassiske opgør og forventer som sin træner også en intens forestilling.

- Jeg forventer en intens kamp med knald på i nærkampene og en taktisk præget kamp. Første mål er tit afgørende, men begge hold har været stærkere offensivt end defensivt, så det kunne også være en kamp, hvor der falder en del mål.

- Jeg tror selvfølgelig på sejren. Vi har gode muligheder, men det bliver svært. Vi har stor respekt for FCK, men vi går til opgaven med selvtillid og brystet frem. Så må vi se, hvordan det går. Det er de små detaljer, der afgør kampe på det her niveau, siger han.

Kampen bliver spillet lørdag klokken 16 på Brøndby Stadion.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik