Brøndby-ledelse får opbakning fra aktionærer

Brøndbys bestyrelsesformand Sten Lerche oplyser, at klubbens ledelse har opbakning fra A-aktionærerne.

Det ser ud til at blive en smal sag for Brøndbys ledelse at få vedtaget langt de fleste af de forslag, som den er kommet med forud for dagens generalforsamling.

Brøndbys bestyrelsesformand Sten Lerche oplyser få timer inden generalforsamlingen i en fondsbørsmeddelelse, at man har modtaget fuldmagter og dermed opbakning fra en stor del af klubbens A-aktionærer.

- Selskabets bestyrelsesformand har modtaget fuldmagter fra samtlige af selskabets A-aktionærer til at stemme på den ordinære generalforsamling senere i dag, fortæller Lerche.

Bestyrelsen har fuldmagter nok til at gennemføre sine forslag

Det betyder, at Lerche har modtaget nok fuldmagter til, at bestyrelsen på den ordinære generalforsamling kan få gennemført sine forslag.

Helt præcist vil Brøndbys bestyrelse råde over stemmer svarende til cirka 43 procent af de samlede stemmerettigheder og syv procent af selskabets samlede aktiekapital.

Det "giver bestyrelsesformanden ret og pligt til at stemme for bestyrelsens forslag", lyder det i fondsbørsmeddelelsen.

Et af forslagene er at lave om på aktiestrukturen i Brøndby, hvor A- og B-aktier ikke talte lige meget, og dermed ikke gav lige meget indflydelse.

Ca. 700 er tilmeldt til generalforsamlingen

Der er blandt andet lagt op til en ophævelse af aktieklasserne i et af Brøndby-bestyrelsens forslag, så de to aktieklasser smeltes sammen. Det vil betyde, at nye investorer kan få mere indflydelse i klubben.

Brøndby-ledelsens udmelding om A-aktionærernes opbakning - allerede inden generalforsamlingen er begyndt - maner derfor enhver tvivl omkring, hvorvidt aktieklasserne nu også ville blive lavet om, til jorden.

Der er omkring 700 tilmeldte til generalforsamlingen, men det er ikke sikkert, at alle dukker op. Generalforsamlingen i Brøndby går i gang klokken 16 og forventes at vare adskillige timer.