Brøndby-koryfæer før FCK: Nedtur gør ondt

De tidligere Brøndby-spillere Mogens Krogh og Søren Colding håber, at klubben snart kan udfordre FCK.

Stillingen i Superligaen taler sit tydelige sprog. Efter blot ni spillerunder er der 16 point mellem FC København på førstepladsen og ærkerivalen Brøndby på niendepladsen.
      Det er alt andet end morsom læsning, siger to mangeårige Brøndby-spillere.
      - Det er ikke sjovt. Det gør ondt helt ind i hjertet, siger den mangeårige højreback Søren Colding, som nåede 274 kampe for klubben.
      Også den forhenværende Brøndby-målmand Mogens Krogh begræder udviklingen.
      - Det er ikke sjovt, men som Brøndby-mand synes jeg, at jeg nu kan leve med det, selv om det kan jeg næsten ikke få mig selv til at sige, siger Mogens Krogh, som spillede 464 kampe for klubben.
      Han begrunder sin holdning med, at Brøndby, som han ser det, er på vej i den rigtige retning efter flere års tomgang.
      - Jeg synes lidt, at jeg ser tegn på, at man arbejder i en strategisk retning i Brøndby igen, hvor de sidste år har været meget famlende.
      - For mig at se har man en plan med det, man laver, og man forsøger at bygge noget op, som er langtidsholdbart, vurderer Mogens Krogh.
      Søren Colding husker tilbage på opgørene mellem Brøndby og FCK som "de mest fantastiske kampe"
      - Det var tit de indbyrdes kampe, der afgjorde mesterskabet. Havde man det indbyrdes overtag, vandt man som regel også mesterskabet.
      - Så de kampe var så sindssygt vigtige både for os på banen og for fansene. Jeg håber, at vi kommer tilbage igen, så spændingen kan komme tilbage i de opgør, siger Søren Colding.
      Mogens Krogh forventer, at der vil gå lidt tid endnu, inden Brøndby er klar til at udfordre FCK på permanent basis.
      - Alt kan ske i fodbold, men i min optik så vil jeg sige, at inden for tre år kan man måske begynde at udfordre FCK og gøre det konstant, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik