Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Brøndby IF trækker karantæner tilbage

Brøndby giver alligevel ikke karantæne til de syv fans, der blev bortvist under søndagens kamp mod AaB.

Først fik de at vide, at de ikke længere var ønsket på stadion, men nu byder Brøndby IF alligevel de syv bortviste fans fra søndagens superligaopgør mod AaB velkommen tilbage.
De syv tilhængere blev smidt ud, fordi de medbragte et banner med titlen "En stemme for alle", og fordi de delte flyers og informationsmateriale ud om kampagnen af samme navn.
Beskeden var, at de ville få karantæne, men sådan forholder det sig alligevel ikke.
- Vi skal beklage, at det fejlagtigt forlød, at de pågældende fans havde fået karantæne fra Brøndby Stadion. Det er naturligvis ikke tilfældet, skriver sikkerhedschef Emil Bakkendorff på klubbens hjemmeside.
Det var Bakkendorff selv, der fortalte om karantænerne søndag aften.
- De mennesker, der har fået karantæne, kan henvende sig til klubben, og så vil vi tage en snak om karantænernes længde, sagde Bakkendorff til sporten.dk søndag aften.
"En stemme for alle" er et initiativ, som en række fangrupper er gået sammen om i et forsøg på at få lavet om på magtstrukturen i Brøndby IF.