Baneinvasion, romerlys og snebolde.
Brøndbys fans har ikke opført sig særligt godt i dette efterår, og Dansk Boldspil-Union (DBU) kommer med en dom i begyndelsen af næste uge.
Det fortæller formand for DBU's turneringsudvalg, Peter Ebbesen, som også understreger, at det er baneinvasionen i pokalkampen mod FC København, som der kommer en specifik afgørelse om.
- Romerlyset i Farum og sneboldene i Haderslev er såkaldte retningslinjesager, som vi har en praksis for. Det, der skete efter kampen mellem Brøndby og FC København, var helt uden for nummer.
- Så det er den, vi fokuserer på at træffe en afgørelse om, og vi forventer, at afgørelsen falder i starten af næste uge, siger formand for DBU's turneringsudvalg, Peter Ebbesen, til tipsbladet.dk.
I pokalkvartfinalen mod FCK løb Brøndbys fans ind på banen og provokerede FCK-fansene, og begge parter begyndte at kaste romerlys og andre genstande mod hinanden. Politiet måtte stoppe urolighederne, inden de eskalerede yderligere.
I de seneste to superligakampe på udebane mod FC Nordsjælland og Sønderjyske har der også været ballade, da Brøndby-fansene har kastet med både romerlys og snebolde, men de sager er ikke lige så alvorlige som baneinvasionen.