Brøndbys sportsdirektør: Derfor fyrer vi Zorniger

På et pressemøde har Brøndbys sportsdirektør svaret på spørgsmål om fyringen af Alexander Zorniger.

Alexander Zorniger tog ordet på pressemødet kort efter, at han var blevet fyret. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Det er udelukkende en sportslig grund, der ligger til årsag for fyringen af Alexander Zorniger. Det forklarede Brøndbys nye sportsdirektør, Ebbe Sand, der tiltrådte sit nye job 1. januar i år.

Dermed gik der kun to kampe i forårssæsonen, før han var med til at fyre tyskeren, der har været cheftræner i Brøndby siden sommeren 2016.

Læs også Brøndby fyrer cheftræneren efter nederlag

Den nu fyrede Zorniger valgte selv at møde op til pressemødet, hvor han fik muligheden for at holde en afskedstale.

- Der er ingen grund til ikke at se tilbage med et stort smil på de seneste to et halvt år. Det er en stærk klub. Jeg krydser mine fingre for klubbens fremtid, lød det fra Zorniger.

Han håber, at Brøndby formår at vende situationen.

- Held og lykke med resten af sæsonen. Jeg er sikker på, at klubben vil færdiggøre den vej, vi er startet på. Jeg er en glad mand for at have fået lov til at være træner her i Danmark, i Brøndby og tæt på København, sagde Zorniger, inden han forlod pressemødet til klapsalver.

Rigmand ikke til stede

Brøndbys bestyrelsesformand, rigmanden Jan Bech Andersen, var ikke til stede, og derfor var det Ebbe Sand, der efterfølgende førte ordet og svarede på spørgsmål fra pressen.

- Til at starte med vil jeg rose Alex for den superprofessionelle måde at håndtere situationen på. Vi siger farvel og tak med respekt for hinanden, og han har haft mulighed for at sige farvel til spillerne og andre i klubben, sagde Ebbe Sand.

Flere journalister spurgte ind til årsagen til fyringen, og om det handlede om, at Zorniger havde mistet kontrollen i omklædningsrummet på grund af uro i truppen.

Vi skal have flere point

De spørgsmål gled Ebbe Sand dog af på og holdt fast i, at det udelukkende handlede om de sportslige resultater, som ikke har været tilfredsstillende.

- Vi skal have mere ud af de spillere, vi har, og det får vi ikke i øjeblikket. Vi skal have flere point på kontoen, så vi på den korte bane er med i slutspillet, og så vi kan indfri vores målsætning om tredjepladsen, sagde Ebbe Sand med henvisning til at FCK og FCM er stukket af i toppen af ligaen.

- Der har været meget fokus på forsvarsspillet, men det er som hold, vi ikke fungerer. Der skal arbejdes godt, og rent taktisk skal vi stå bedre, end vi har gjort i de seneste kampe, hvor vi har tilladt modstanderne alt for mange chancer.

Hvem der skal indtage trænerbænken til næste kamp hjemme mod Randers er endnu uvist.

Klubben vil melde nærmere ud onsdag, hvem der midlertidigt skal varetage jobbet som cheftræner.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik