Brøndby-træner roser holdets mentale fremgang

Efter nederlaget mod FC Midtjylland har Brøndby-spillerne vist en anden mentalitet, mener Auri Skarbalius.

Der var ikke meget positivt at skrive hjem om, da Brøndby 3. april tabte med 0-2 til FC Midtjylland efter en indsats, som let kunne have berettiget et større nederlag.

Men siden da har holdet leveret en stærk præstation i Telia Parken mod FC København, hvor man hentede 1-1 i DBU Pokalen, og lørdag blev det til en fortjent sejr på 1-0 hjemme over OB i Alka Superligaen.

Cheftræner Auri Skarbalius føler da også, at han har set et forandret hold i de to seneste kampe.

- Rent mentalt kunne jeg mærke mod både FCK og i dag OB, at vi stemplede ind. Spillerne tog ansvar for deres egne aktioner, de overholdt aftaler, og vi var ikke bange for at lave fejl. Vi prøvede nogle ting, og det var den største forskel, synes jeg, siger Brøndby-træneren.

Den defensive organisation har været i klar bedring, og det er præcis den, som skal sikre mere frihed i det offensive spil.

- Vi havde mange mand bag bolden, når vi tabte den, så jeg havde sagt til spillerne, at der var plads til at lave fejl. Vi skal bare turde at gøre det. Og så kom åbningerne stille og roligt, siger Auri Skarbalius.

David Boysen spillede en flot kamp for hjemmeholdet, og han var en af dem, som forsøgte noget fremadrettet - blandt andet med et oplæg til målet.

- Vi var en enhed. Vi stod sammen inde på banen, og her i de seneste kampe synes jeg også, at vi har vist bedre spil, siger han.

- Første halvleg var bedst fodboldmæssigt, hvor vi i anden halvleg arbejdede den hjem, men jeg synes ikke, at OB fik lagt det tryk, som FCK eksempelvis fik lagt inde i Parken.

Med sejren er Brøndby på femtepladsen fem point foran OB på sjettepladsen i Alka Superligaen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik