Brøndby-fanklub om homofobiske tilråb: "Komplet uacceptabelt"

- Den slags sange og tilråb er homofobiske og komplet uacceptable, lyder det fra Brøndby Support, efter en gruppe fans sang slagsange om FCK-spilleren Viktor Fischer som optakt til lokalderbyet senere på ugen.

Knap havde den blå-gule fodboldklub Brøndby IF måtte tage til takke med uafgjort mod rivalerne fra FC Nordsjælland mandag aften, før fansene så frem mod den næste kamp i Superligaen mod FC København.

En stor gruppe Brøndby-fans valgte nemlig at kickstarte derbyugen med at synge sange om ærkerivalen, som holdet skal møde allerede på søndag - heriblandt en homofobisk sang om FC København-spilleren Viktor Fischer.

- Fischer han er gay, alléz alléz, Fischer han er gay, Fischer han er gay, Fischer han er gay, alléz alléz, gjaldede det ud over stadionet, hvilket en video hos TV3 Sport viser, ligesom det bakkes op af en video på Twitter:

Episoden sker efter Viktor Fischer blev mødt af lignende sange under holdets seneste kamp mod OB for to dage siden.

Siden har både fodboldklubber og fanklubber taget kraftig afstand fra homofobi i fodboldverdenen - og nu er turen kommet til Brøndby Support, der er officiel fanklub for Brøndby IF.

Efter slagsangen om Viktor Fischer i Farum gør fanklubben det klart, at "den slags sange og tilråb er homofobiske og komplet uacceptable".

quote Lad os slå fast med det samme; Det er uacceptabelt, pinligt og over grænsen for, hvad der bør accepteres til fodbold i 2019.

Brøndby Support

- I Brøndby Support har vi svært ved at sætte os ind i, hvad der får nogen til at starte sådan sang i det hele taget og i særdeleshed på en dag, hvor medierne og fodbolddanmark har ekstrem fokus på homofobi på og uden for banen.

- Det er muligt, at de fans, der sang med til dagens kamp, ikke opfatter det som udtryk for homofobi og i øvrigt ikke opfatter sig selv som homofober. Men lad os slå fast med det samme; Det er uacceptabelt, pinligt og over grænsen for, hvad der bør accepteres til fodbold i 2019. Det er homofobisk, ligesom det er racistisk at lave abelyde efter mørke spillere, skriver fanklubben i en officiel erklæring på deres hjemmeside.

Fanklubben sammenholder tilråb og sange af homofobisk karakter med rascistiske tilråb, og tilføjer at de fortsat vil have skærpet opmærksomhed på sagen.

- I aften blev grænsen overtrådt på en måde, som vi hverken kan eller vil sidde overhørig.

- Vi har stoppet racistiske tilråb, så lad os sammen stoppe homofobiske tilråb og hæve niveauet, skriver Brøndby Support.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik