Foto: Jens Nørgaard Larsen

Bremsefejl i S-tog giver længere rejsetid for pendlere

Tre gange overskred S-tog en indbygget sikkerhedsafstand i nyt system - det giver nu længere rejsetid for pendlere på strækning i Nordsjælland.

Vi ved, at der i forvejen er trukket veksler på passagerernes tålmodighed.

Søren Boysen, Banedanmark

Det kommer til at tage længere tid end først udmeldt at køre med S-tog mellem Hillerød og Jægersborg, når den nye køreplan for S-banen træder i kraft den 30. januar.

Ruten mellem Hillerød og Jægersborg er den første strækning på S-banen, hvor det nye signalsystem, CBTC, er i drift. Banedanmark har valgt at øge S-togenes bremsetid, efter der har været problemer med togenes nedbremsning på glatte skinner.

Læs også Efter borgmester-klage: Nu lover Banedanmark mere stabil S-togsdrift

- Vi beklager, at vi må ændre i køreplanen for Nordbanen. Vi ved, at der i forvejen er trukket veksler på passagerernes tålmodighed i forbindelse med indførelsen af det nye signalsystem. Da vi udarbejdede S-banens nye køreplan for 2017 forudsatte vi, at vi ville være nået længere, med at få klargjort CBTC-systemet til den danske S-bane, siger Søren Boysen, der er teknisk direktør i Banedanmark.

 

Når Banedanmark øger tiden til nedbremsning skyldes det, at der i efteråret 2016 var tre tilfælde, hvor tog på glatte skinner ikke bremsede hurtigt nok og overskred den indbyggede sikkerhedsafstand i CBTC-systemet. 

- Der var ikke tale om hændelser, der bragte hverken passagerer eller materiel i fare, men togene må ikke køre for langt. Derfor har vi nu indstillet CBTC-systemet til at begynde nedbremsningen så tidligt, at togene med sikkerhed stopper, når de skal. Det gjorde vi den 4. november, og siden har der ikke været lignende problemer, tilføjer Søren Boysen.

Den længere køretid mellem Hillerød og Jægersborg er på op til 5 minutter i begge retninger, melder Banedanmark.

Læs også Hornbækbanen: BaneDanmark afviser signalkaos