Brandvæsener bliver til Hovedstadens Beredskab

Brandvæsenerne i otte kommuner bliver 1. januar slået sammen.

Når klokken slår tolv den 31. december, siger en række brandvæsener i Storkøbenhavn ikke kun goddag til et nyt år, men også til et nyt fællesberedskab.

Brandvæsenerne i Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Rødovre, Dragør, Frederiksberg og København bliver således slået sammen til Hovedstadens Beredskab.

- Med det fælles beredskab formaliserer vi mange års godt samarbejde brandvæsenerne imellem. Vi sikrer et tryghedsskabende og endnu bedre beredskab på tværs af kommunerne, der udnytter ressourcerne effektivt og som kan håndtere de mangeartede risici, der naturligt er i et hovedstadsområde, siger direktør for Hovedstadens Beredskab, Jakob Vedsted Andersen, i en pressemeddelelse.

Hovedstadens Beredskab bliver landets største beredskab og skal dække otte kommuner og cirka en million borgere.

- Med Hovedstadens Beredskab får vi et endnu større og mere effektivt beredskab til at passe på byen og københavnerne. Beredskabet får en volumen og ekspertise, der både kan håndtere de daglige uheld og ulykker og de større hændelser, som kan ske i en storby, siger Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, i en pressemeddelelse.

For borgerne betyder sammenlægningen, at der kommer til at stå Hovedstadens Beredskab på brandbilerne, og at beredskabet fremover skal kontaktes på et nyt telefonnummer og en ny mailadresse.

Hovedstadens Beredskab kommer til at dække over 1000 ansatte, 11 brandstationer og 80 køretøjer.

Fra 1. januar 2016 kan Hovedstadens Beredskab kontaktes på telefonnummeret 33 43 10 00. Beredskabets mailadresse bliver hbr@hbr.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik