Brandvæsen vil fjerne faldefærdig gavl

Der er overhængende fare for, at en gavl vil styrte ned over Adelgade efter storbrand i København. Brandvæsenet fjerner nu gavl selv.

Opdateret klokken 11.45...

Politi og brandfolk arbejder lige nu på højtryk, efter en stor brand i nat brød ud i den gamle frimurerloge på Klerkegade 2 i København.

Politiet har afspærret et større område mellem Fredericiagade, Kronprinsessegade, Sølvgade og Borgergade i det indre København.

Det skyldes blandt andet, at politi og brandvæsen vurderer, at der er en overhængende fare for, at en gavl vil styrte ned over Adelgade.

Brandvæsenet har nu valgt at tage sagen i egen hånd.

- Vi har undersøgt gavlen med ingeniører og brandfolk. Vi vurderer, at risikoen for, at den styrter, er meget stor. Vi får den fjernet i stedet at vente på, den vælter ned, siger Michal Møller, der er operationschef ved Københavns Brandvæsen til TV 2 Lorry.

Politiet har derfor valgt at rydde en bygning, der ligger overfor på Adelgade.

Københavns Politi har tidlig torsdag morgen evakueret fem opgange i Adelgade. Flere af de evakuerede beboere befinder sig torsdag formiddag i busser i Fredericiagade.

Den ene halvdel af den gamle frimurerloge på Klerkegade er fuldstændig brændt ned. Taget og alle etageafdelinger er styrtet sammen, melder TV 2 Lorrys udsendte reporter.

Årsagen til branden er endnu ukendt.

Københavns Politi udsendte klokken 11.35 torsdag den anden og sidste beredskabsmelding om branden. Her står der blandt andet, at der stadig er røglugt i området, og at man skal kontakte egen læge eller ringe 1813, hvis man oplever gener fra brandrøgen.

TV 2 Lorry følger sagen løbende...


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik