Brandmand advarer: Tænk dig om, før du tænder smøgen

Varmebølgen fortsætter, og nu er der også afbrændingsforbud i Nordsjælland.

De fleste danskere går højst sandsynligt og sveder, men ser man bort fra fugtige armhuler, så er der knastørt de fleste steder i landet. 

Faktisk har vi siden 1. maj haft over 400 solskinstimer, oplyser TV 2 Vejret, hvilket svarer til næsten 12 timers uafbrudt sol hver dag. 

Og derfor har Frederiksborg Brand og Redning set sig nødsaget til at indføre afbrændingsforbud i både Egedal, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs og Hillerød Kommune.

Skodder tænder nemt naturen

Det er simpelthen for farligt at tænde ild. 

- Det får den betydning, at man generelt på ingen måde må bruge åben ild i naturen eller i det hele taget uden for ens egen matrikel, forklarer indsatsleder Jimmy Andersen til TV 2 Lorry. 

Man må gerne ryge en cigaret, men man skal være varsom med, hvor man gør det, tilføjer han. 

- Der er den fare på færde, at hvis man er uforsigtig med omgangen med ild generelt - det kan være cigaretskodder man smider fra sig eller brug af grill eller bål eller andet - jamen så kan man antænde naturen meget, meget nemt, siger han. 

Tag disse forholdsregler

Også hos Østsjællands Beredskab følger man situationen tæt, forsikrer man. 

Her lyder meldingen, at selvom man i de fleste kommuner gerne må tænde bål i sin have, så skal man ikke tage hovedet under armen. 

- Forvand. Rul en vandslange ud eller stil en vandkande ved siden af grillen. Hvis man bruger almindelige trækulsbriketter, så kommer der altid lidt fnuller op. Hvis det ryger i græsplænen, så hav en vandkande klar, siger viceberedskabsinspektør Bo Henrik Jensen. 

Afbrændingsforbuddet i Nordsjælland bliver først ophævet, når der falder en større mængde regn. En byge er ikke nok i tørken, lyder det. 

Overtrædelse af forbuddet kan straffes med bøde efter § 17 i bekendtgørelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik