Brandmænd skal sikres mod farlige indkøb

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) vil sikre, at brandmænd ikke bliver syge af at teste sikkerhedsudstyr.

Kommunale brandvæsener skal nok ikke selv stå for indkøb og forsøg med sikkerhedsudstyr til deres brandmænd i fremtiden.

Det siger forsvarsminister Nick Hækkerup (S), der er den øverste administrative chef for landets beredskab, til Avisen.dk.

Han reagerer skarpt på oplysninger om, at en række københavnske brandmænd er blevet skadet efter at være blevet brugt som forsøgskaniner i test af sikkerhedsudstyr som røgdykkerapparater.

Som beskrevet i Avisen.dk har det medført kroniske sygdomme hos en stor gruppe brandmænd.

- Vi kommer til at se på, hvordan vi sikrer, at sådan noget ikke kan ske igen, siger Nick Hækkerup til Avisen.dk.

Behov for nytænkning i opgavefordeling mellem kommune og stat

Historien om de københavnske brandmænd, der blev syge af at teste sikkerhedsudstyr, understreger ifølge ministeren, at der er et behov for at tænke nyt i forhold til opgavefordelingen mellem de kommunale beredskaber og staten.

Det skal ske i forbindelse med de overvejelser omkring grænsedragningen mellem kommuner og stat, som blev annonceret i forbindelse med det netop indgåede beredskabsforlig.

Ministeren kalder det "naturligt", at indkøb at nyt sikkerhedsudstyr til de kommunale brandvæsener indgår i kabalen.

- I den forbindelse kan kompetencen flytte fra kommunerne, siger Nick Hækkerup.

Der er blevet eksperimenteret med udstyr

I dag er det overladt til landets 98 kommuner selv at finde frem til det udstyr, som deres brandfolk skal bære.

Som Avisen.dk har beskrevet, kan det volde store problemer.

I Københavns Brandvæsens eksperimenterede man fra 2006-09 med nyt udstyr. En rapport fortæller, hvordan apparaterne smeltede og afgav sundhedsskadelige stoffer, mens brandfolkene afprøvede dem.

Enden på eksperimentet blev, at 12 fik kronisk halsirritation, tre fik astma og to allergi.

Som tingene er i dag, skal kommunerne selv henvende sig, og det bør de gøre, siger Nick Hækkerup.

- Vi stiller os gerne til rådighed i Beredskabsstyrelsen med vejledning og koordinering i forhold til indkøb af nyt sikkerhedsudstyr.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik