Brandkorps for unge skal forhindre stenkast mod beredskab

Et ungdomsbrandkorps skal være med til at hjælpe unge fra udsatte boligområder på ret kurs. Der er allerede gode erfaringer.

Når beredskabet rykker ud i belastede boligområder, er det ikke altid, at de bliver taget imod som helte. 

Nogle steder mødes mandskabet faktisk med modstand fra unge, der ikke er autoritetstro.

- Det er heldigvis ikke tit, at det sker, men vi oplever desværre, at vi får stenkast på vores køretøjer eller mandskab, fortæller brandmand Jimmy Frøsig til TV 2 Lorry.

Mange steder rundt om i landet har man dog haft succes med at uddanne børn og unge fra udsatte boligområder til brandkadetter, så de kan få mere respekt for uniformen, og dét vil man nu også i Frederiksberg Kommune. 

Derfor besøgte beredskabet søndag Lindevangsparken.

Hjælper udsatte unge

Det er SF's Balder Mørk Andersen, som har taget initiativ til at videreføre ordningen:

- Vi har også boligsociale områder, hvor unge er på vej ud i en lidt skæv livsbane. Ungdomsbrandkorpset kan faktisk hjælpe dem til at komme på fode igen. Alle unge kan lide ambulancefolk og brandfolk, siger han til TV 2 Lorry. 

Man har da også gode erfaringer med ordningen i blandt andet Tingbjerg, hvor projektet har kørt i flere år.

Trygfonden gav i 2015 små fem millioner kroner til brandkadetuddannelsen efter gode erfaringer i både Roskilde, Greve og København. 

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

Tror mere på sig selv

- Vi har jo vores motto, som er mod, respekt og disciplin. Det får de unge med herfra. Og så får de respekt for vores arbejde, og vi får respekt for dem, siger Jimmy Frøsig til TV 2 Lorry.

Én af de unge, som er blevet brandkadet, er Hifsa Hussain, og hun er svært glad for sin uddannelse:

- Det har gjort mig til den person, jeg synes, jeg burde være. Jeg tror meget mere på mig selv nu. Jeg er blevet en meget stærkere person, siger hun til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Jeg har lige opfordret min søster og hendes veninder til at være med. Jeg kan rigtig godt lide at være i ungdomsbrandkorpset, og det håber jeg også, at andre kan. 

På dagen var Hifsa med til at vise andre unge, hvordan man giver førstehjælp og bruger en brandslange. 

Brandkadetuddannelsen, som hun har taget, taget et halvt år og giver mulighed for at få et fritidsjob i brandkorpset.

 
 
Foto: TV 2 Lorry

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik