Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Brandfolk chikaneret af unges fyrværkeri

Unge i Rønnebærparken og Æblehaven kastede kanonslag og raketter efter brandfolk i Roskilde nytårsaften. Derfor måtte brandvæsnet søge ly og have hjælp af politiet, skriver DAGBLADET Roskilde.

- Jeg har aldrig oplevet noget den slags i Roskilde tidligere. Vi måtte gå i flyverskjul på jorden og bagefter i bilerne. Det finder vi os selvfølgelig ikke i, så vi tilkaldte politiet, der var massivt til stede i området fra klokken 22 nytårsaften og fik styr på tingene, siger Michael Bruus, der var brandvæsnets indsatsleder på dagen.

Hele fem brande måtte de slukke i Rønnebærparken og Æblehaven den 31. december. Allerede omkring klokken 13.30 lød den første anmeldelse om ild i en container derude, og i løbet af eftermiddagen og aftenen kom der endnu fire alarmer fra området.

Rønnebærparken og Æblehaven har de seneste måneder været plaget af brande i containere og skure, og politiet ser nu nærmere på, om ildspåsættelserne nytårsaften har forbindelse til de øvrige hændelser.