De lokale brandfolk fra Glostrup måtte have assistance fra Hvidovre, da flammer i nat fik godt fat i en stor affaldsdynge på en genbrugsstation på Paul Bergsøesvej 47 i Glostrup.
Branden blev anmeldt kl. 00:54.
- Det har åbenbart ulmet længe og pludselig har det udviklet sig, fortæller vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Lars Guldborg til TV 2 Lorry.
- Brandfolkene har brugt en grab til at dele affaldsbjerget med, så lommerne af ild kunne bliver slukket.
Branden udviklede tyk, hvid røg, men ifølge vagtchefen var den ikke farlig og da den drev nord over, var det ikke nødvendigt at varsle naboerne.
Brandfolkene fik hurtigt slukket branden, men de har natten igennem holdt øje med, at den ikke blussede op igen.