Brand lukker Skovbohallen i en uge

I de kommende måneder må brugerne af Skovbohallen på Halvejen i Bjæverskov klare sig uden en bid mad og en sodavand fra cafeteriet. Lørdag aften brændte cafeteriet nemlig ned til grunden, men det lykkedes dog brandvæsenet at begrænse branden, så den tilstødende hal vil kunne huse de sædvanlige aktiviteter, når der er blevet gjort grundigt rent og luftet ud, skriver DAGBLADET Køge.

- Hallen vil være lukket hele denne uge og måske også næste uge. Der skal blæses ud og gøres totalt rent, lige nu kan man slet ikke trække vejret i omklædningsrummet, siger Bjarne Christensen, der er halinspektør og forpagter af det nu nedbrændte cafeteria.
Politiet modtog anmeldelsen om branden omkring klokken 20.30 lørdag aften. Og selv om det lykkedes brandvæsenet at begrænse branden til cafeteriet, udviklede branden meget kraftig røg, og temperaturen blev så høj, at vinduerne i cafeteriet sprængte.
- På et tidspunkt overvejer brandvæsenet, om beboerne i området skal evakueres på grund af røgudviklingen. Men det viser sig ikke at være nødvendigt, fordi det ikke er røg, men kun røglugt, der lægger sig i området, siger kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi Lene Madsen.
Ingen personer kom til skade under branden, og brandvæsenet kunne forlade Skovbohallen kort før klokken 1 natten mellem lørdag og søndag. Årsagen til branden er fortsat ukendt, men politiets teknikere vil i dag undersøge resterne af cafeteriet.

Halinspektør Bjarne Christensen forsikrer, at der vil blive bygget et nyt cafeteria. Og senere på ugen vil der komme en taksator fra Skovbohallens forsikringsselskab forbi, så finansieringen af genopbygningen kan falde på plads.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik