Brand i medicinalvirksomhed skabte frygt for udslip

Politiet frygtede et kemikalieudslip på Amager, men der var kun ild i taget, og branden er nu slukket.

En brand i en medicinalvirksomhed i Vermlandsgade på Amager skabte tirsdag aften frygt for et kemikalieudslip.

Branden opstod i tagkonstruktionen på en lagerbygning, der tilhører firmaet Xellia Pharmaceuticals, men Københavns Politi oplyser, at branden er slukket igen, og der har ikke været antændt farlige stoffer.

- Branden har ikke påvirket selve lageret, hvor der står kemikalier. Det er alene taget, der har været ild i, siger vicepolitikommissær Lars Krabbe fra Københavns Politi.

Branden opstod klokken 21.40 og udviklede heftig røg. Politiet henstillede derfor beboere indenfor området Vermlandsgade, Kløvermarksvej, Raffinaderivej og Holmbladsgade til at blive indendøre, lukke vinduer og slukke for ventilationen.

Flere brandbiler var på stedet, og politiet afspærrede et større område i Vermlandsgade omkring virksomheden for at være på den sikre side.

Kort før klokken 23 var branden slukket.

Sidste sommer blev medicinalvirksomheden ramt af et kemikalieudslip. Dengang fik en kemisk reaktion temperaturen i en tank med salpetersyre til at stige, og beboere i området blev opfordret til at blive indendøre.

I maj måned købte Novo Nordisk Fondens investeringsselskab Novo A/S alle aktier i Xellia Pharmaceuticals for 700 millioner dollar. Xellia Pharmaceuticals fremstiller antiinfektionslægemidler og er i færd med at udvikle en række kopier af antiinfektiøse lægemidler med henblik på at få dem på markedet i de kommende år


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik