00:15

Fotograf: Jonas Skovbjerg Fogh Foto: Scanpix

1 af 2

Brand i affaldsanlæg udløser kæmpe indsats

Otte brandbiler og 20 mand sendt til brandslukning på affaldsbehandlingsanlægget KARA ved Roskilde

Østsjællands Beredskab satte massivt ind, da de tidligt i morges modtog melding om en kraftig brand på affaldsbehandlingsanlægget KARA Noveren ved Roskilde. I en af anlæggets store haller var der gået ild i affaldet, og hallen rummer endog store mængder affald.

Ifølge vores oplysnininger er branden endnu ikke endeligt bekæmpet.  Midt- og Vestsjællands politi oplyser, at selve branden er under kontrol, og at det nu er efterslukningen, der er i gang. Det kan formentlig tage en rum tid på grund af de store mængder affald.

Branden udviklede en hel del røg, og da ilden var opstået inde midt i affaldsdyngen var det i første omgang svært at komme til flammerne. Men det lykkedes efterhånden, og dermed kunne affaldsanlæggets ansatte se så meget, at de kunne bruge hallens kæmpe grab til at dykke ned i affaldet og fjerne dele af det, så der kunne sprøjtes vand ind mod det sted, hvor ilden var.

-Vi har vel brugt 70.000 liter vand til det her, så hvis borgerne i Roskilde synes, der er lavt tryk i hanerne, så er den nok ikke helt gal, lyder det fra Bo Jensen, indsatsleder hos Østsjællands Beredskab.