Borup-borgere efter fund af Emilie Meng: "Man er mere bange"

I Borup har livet taget en drejning efter fundet af den 17-årige Emilie Mengs lig. Borgerne er ikke trygge ved at færdes ude efter mørkets frembrud.

Sima Ali er 15 år og bor i Borup. Førhen havde hun ingen problemer med at gå ture eller cykle til og fra fodboldtræning - heller ikke efter mørket faldt på. 

Men siden en hundelufter juleaftensdag fandt liget af den forsvundne 17-årige Emilie Meng, som forsvandt efter en bytur i Korsør den 10. juli, har det ikke været lige så bekymringsfrit at være en 15-årig pige i den lille provinsby. 

Læs også Drabet på Emilie Meng: Ejer af campingplads løfter sløret for en af politiets strategier

Når det er kommet så tæt på, så  er man lidt mere bange og ens forældre er lidt mere skeptiske

Sima Ali, 15 år, Borup

- Man tænker over en ekstra gang, hvor man går hen, og hvem man går sammen med. Man tænker jo, at Borup er en lille by, og man kender rigtig mange her, så man er tryg når man går rundt herude. Men nu når det er kommet så tæt på, så er man lidt mere bange, og ens forældre er lidt mere skeptiske om, hvad klokken er, og hvad tid man er hjemme og sådan, fortæller hun til TV 2 Lorry og erkender, at hun også har tænkt, at det kunne have været hende selv. 

Læs også Den forsvundne Emilie Meng fundet død i Borup

Tankerne er meget i, hvem det er. Om de var flere om det. Hvor det er, hvem det er. Er det en i vores område?

Dorthee Harnfeldt, Borup

Men det er ikke kun de jævnaldrende teenagepiger, som er begyndt at spekulere. Også Dorthee Harnfeldt som bor lige bag det vandhul, hvor Emilie Meng blev fundet for få dage siden, kan mærke, at tankerne kører mere end sædvanligt. 

- Det er meget tæt på. Tankerne er meget i, hvem det er. Om de var flere om det. Hvor det er, hvem det er; Er det en i vores område? Er det nogen, der bor her i nærheden? Er det en forbipasserende, der er gået i panik og bare har smidt... Der bliver tænkt rigtig meget, siger Dorthee Harnfeldt, som i dag er cyklet forbi for at lægge en engel i mængden af blomster og lys til ære for Emilie. 

Læs også Efterlysning i Emilie Meng-sag går viralt: Kan bukkejægerne hjælpe opklaring på vej?

Ligesom Sima Ali er Dorthee Harnfeldt færdig med at cykle efter mørkets frembrud. I hvert fald i området ved Regnemark Bakke, hvor der ikke behøver at være sket en forbrydelse, før uhyggen spreder sig. 

02:05

Politi og medier er blevet en naturlig del af gadebilledet i Borup (indslag fra den 28/12)

Luk video

Borup-borgerne håber, at der hurtigt kommer en opklaring af sagen, og at gerningsmanden bliver fundet. Med over 100 henvendelser fra borgerne til politiet siden den 24. december er der også nok at tage fat på i efterforskningen. 

Det er ikke så rart at tænke på, at hun er fundet lige heromme i Borups baghave.

Sima Ali, 15 år, Borup

Indtil da vil Sima Ali og Dorthe Harnfeldt blive ved med at tænke hver en bevægelse igennem. 

- Man vil ikke sætte noget på nogen, men man tænker jo selv meget, ikke? "Har du set noget, har du hørt noget. De ting du har set, var det dét du så?", siger Dorthe Harnfeldt. 

- Det er rigtig rigtig uhyggeligt. Man tænker lidt, at det kan komme  tæt på, når det er så langt væk, Korsør. Det er ikke så rart at tænke på, at hun er fundet lige heromme i Borups baghave, fortæller Sima Ali.