01:12

Cecilie Smith Frederiksen blev bedt om at forlade skobutik, da hun ammede sin datter.

Bortvist ammende kvinde skaber debat på Facebook

Cecilie Smith Frederiksen blev bedt om at forlade skobutik, da hun ammede sin datter. På Facebook er mange gået ind i debatten.

Må man, eller må man ikke amme sit barn i det offentlige rum?

I går torsdag fortalte vi, hvordan Cecilie Smith Frederiksen fra Vanløse var blevet bedt om at forlade en skobutik på Fisketorvet, fordi hun ammede sin datter.

På vores Facebook-side spurgte vi: Hvad synes du? Må man amme i en skobutik?

Og det spørgsmål er der mange, der har en holdning til. Mens nogle hepper på, at der helt klart skal ammes offentligt, er der andre, der mener, de skal gemmes væk. 

Fra June Østergaard Nielsen er der endda et opråb til kvinderne om at "få babserne frem".

Men der er andre, der synes, man skal tænke sig om eller helt lade være med at amme i butikker og lignende.

Steffan Juul er en af dem, der mener, der bør være en grænse for, hvad man gør i det offentlige rum. Han skriver blandt andet:

- Der er noget, der hedder at være naturlig, men der er sørme en grænse...Hun skal da ingen undskyldning have. Hun skal derimod have en lektion i at opføre sig ordentligt. Der findes rum til amning, gå derhen!! 15 minutes of fame, for hver en pris, hva?

Og det er en kommentar, der er mange, der har noget at sige til. 47 svar ligger der i den tråd i skrivende stund, og nogle giver ham ret hårde ord med på vejen, mens andre argumenterer for, at man bestemt har ret til at amme sit barn, når der er behov for det.

Butikken beklager 

Skobutikken Deichmann har efterfølgende beklaget og undskyldt opførslen overfor Cecilie Smith Frederiksen.

I en mail til TV 2 Lorry skriver kommunikationsansvarlig hos Deichmann, Tina Cartey blandt andet:

- Under alle omstændigheder er vi meget kede af, at Cecilie har haft en dårlig oplevelse i vores butik. Det har bestemt ikke været vores hensigt, og vi kan kun beklage og give hende vores uforbeholdne undskyldning. Hos Deichmann er alle velkomne, store som små, og dette gælder naturligvis også ammende mødre med deres børn, skriver Tina Cartey i e-mailen.

Læs også Ammende mor smidt ud af skobutik: Nu får hun en undskyldning