Børnehaver forbereder topmødeuro

Hovedstadens institutioner har nødplaner klar under klimatopmødet. De er bl.a. instrueret i at købe forråd, hvis de skulle strande under uroligheder.

Københavnske skoler, børnehaver og vuggestuer er forberedt på det værste under klimatopmødet i København.

Institutionerne har nødberedskaber klar, hvis der opstår uroligheder rundt om i byen eller trafikkaos forhindrer forældrene i at hente deres børn.

- Som en del af institutionernes eget beredskab er der indkøbt ekstra mad og drikke, så ingen børn skal sulte, selvom de kan blive tvunget til at opholde sig i institutionen i længere tid, siger personalechef Elin Hausle Ebbesen fra Børne og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

Kommunen har forud for topmødet sendt instrukser til alle skoler og institutioner om, at de skal tjekke op på deres generelle nødberedskab, lave telefonlister, så de kan få fat i forældrene, og have evakueringsplaner klar.

Institutionerne er sammen med forvaltning, politi og brandvæsen en del af det kommunale beredskab under klimatopmødet, som varer indtil den 18 december. De bliver løbende underrettet, hvis der skulle opstå problemer.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har et døgnbemandet beredskab, som for eksempel er klar til at informere institutionslederne om morgenen, hvis der har været tåregas i deres område, eller der er vejafspærring på grund af VIP-kørsel, som kan få betydning for dem.

Nogle institutioner har valgt at informere forældrene om beredskabet.

- Vi har behov for at skabe tryghed for forældrene om, at vi nok skal passe på deres børn, indtil de kan hente dem, siger Elin Hausle Ebbesen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik