Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Børnehavebusserne kan være dødsfælder

I næsten tre år har transportministre benægtet, at der var problemer med børnehavebusser. Men nu viser en stikprøve, at 12 ud af 13 er ulovlige, skriver metroxpress.

Det samme afslører en crashtest, avisen viser billeder fra fredag.

Her kører dukker af to voksne og to børn ind i noget med 48 kilometer i timen iført de seler, der befinder sig i hundredvis af børnehavebusser.

»Crashtesten viste, at sæder og passagerer blev slynget rundt i bussen, mens et par af dem ville være døde. Jeg gyser ved tanken om, hvis det her var virkelighed,« siger Claus Dahl, ejer af Dahl Engineering og producent af sikkerhedsudstyr.

Siden 2011 har tre transportministre benægtet mindst 20 gange i Folketinget, at der er problemer med selerne i de busser, som børn bliver kørt i.

Minister: 115 ældre busser får kontrolleret selerne

Men en ny stikprøve fra Trafikstyrelsen viste, at 12 ud af 13 børnehavebusser var ulovlige.

Transportminister Magnus Heunicke (S) erkender, der er problemer med ældre busser.

'Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for, at vore børn bliver transporteret så sikkert som muligt. Derfor har Trafikstyrelsen på baggrund af en stikprøvekontrol taget initiativ til, at yderligere 115 ældre busser får kontrolleret selerne,' skriver ministeren til metroxpress.

Claus Dahl siger, at myndighederne mangler at se på busser under 3,5 ton.

»Det er direkte livsfarligt for børn at køre i de busser,« siger han til avisen.

De mange spørgsmål, som skiftende transportministre har svaret undvigende på, er stillet af Torsten Schack Pedersen (V), der kaldte ministeren i samråd for tre dage siden:

»Det er ærligt talt chokerende, at børnehavebørn har kørt i årevis i farlige busser, uden myndighederne har grebet ind. Her må ministeren komme med en særdeles god forklaring,« siger han til metroxpress.