Børn får penge for at tabe sig

Nu betaler De Danske Vægtkonsulenter 70 kroner i lommepenge til børn, hver gang de taber sig 500 gram. Det er en kortsigtet og upædagogisk slankemetode, mener kritikere. Det skriver metroXpress.

300 kroner ekstra i lommepenge om måneden. Det er den gulerod, der skal få børn og unge til at spise flere gulerødder, hvis det står til slankefirmaet De Danske Vægtkonsulenter (DDV).
I deres nye tilbud for børn og unge, får børnene 70 kroner hver uge, hvis de har tabt sig 500 gram. Det skriver metroXpress.
Ifølge De Danske Vægtkonsulenter er det enormt effektivt, men andre slankeeksperter er skeptiske. De mener, at metoden er både uholdbar og upædagogisk.
»Det svære er ikke at tabe i vægt, men at fastholde vægttabet. Pengegevinster kan nok være en meget sjov konkurrence i en periode, men det bliver det ikke ved med,« siger psykolog og klinisk diætist Inge Vinding til metroXpress.
Også overlæge Jesper Andersen, der behandler overvægtige børn og unge på Hillerød Hospital er bekymret over tilbuddet.
»Det er principielt forkert at give børn penge for vægttab. Overvægt er så alvorligt, at motivationen bør være sygdoms- og sundhedsforståelse og ikke en hurtig jagt på lommepenge. Ellers risikerer man også, at barnet bruger de forkerte midler til at tabe sig, som for eksempel at sulte sig i perioder,« siger han til metroXpress.
Det synspunkt er direktør i DDV, Thomas Møberg, dog ikke så bekymret over. Han peger på, at det overordnede kostsystem er både sundt og velafprøvet, og at det er helt normalt, at belønne børn med penge: »Man gør jo det samme, når man giver børnene penge for gode karakterer i skolen,« siger han til metroXpress.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik