Borgmestrenes fødselsdage betales af københavnerne

Når borgmestrene i København fylder år, er det kommunen, der betaler. I Odense og Aarhus betaler partiet.

Da den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen fyldte 50 tilbage i 2011, blev det fejret og betalt af kommunen.

Der var en offentlig reception med 800 deltagere, og det kostede borgerne 84.198 kr. Det skriver DR.dk.

Kommunen har siden 2011 også betalt for tre andre borgmestres fødselsdage:

SF's sundhedsborgmester Ninna Thomsen holdt 40 års fødselsdag i 2016. En fest til 24.760 kr.

Den tidligere radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslevs 30 års fødselsdag i 2014 til 34.890 kr.

Og Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslevs 40 års fødselsdag i 2012 til 70.070 kr. 

Københavns Kommune har desuden betalt mindst 11 andre fødselsdage, jubilæer, afskedsreceptioner og bryllupper blandt politikerne siden 2011. I nogle tilfælde har kommunen kun lagt lokaler til. I andre tilfælde har kommunekassen også betalt for mad, drikke og personale, skriver DR.dk.

Ifølge kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch ligger den praksis sig i randområdet af, hvad kommunalfuldmagten siger, at en kommune kan beskæftige sig med.

- I det store hele er det selvfølgelig ikke i borgernes interesse, at borgmesteren har fødselsdag. Men omvendt så er en borgmester en central spiller i det kommunale demokrati. Så det er ikke noget, der er så langt væk fra den kommunale interesse, at det ikke kan forsvares i en lille målestok, forklarer han til Orientering på P1. 

Københavns overborgmester Frank Jensen har ikke ønsket at kommentere historien over for P1. Hans pressechef oplyser, at han ikke mener, at hans fødselsdag er et særtilfælde, da mange andre borgmestre har haft samme privilegium, oplyser P1.

I Aarhus og Odense betaler partiet

Både Aarhus' nuværende borgmester Jacob Bundsgaard (S) og tidligere borgmester Nicolai Wammen (S) holdt begge deres fødselsdage væk fra rådhuset, og festen blev ikke betalt af kommunen, men af Socialdemokratiet.

Samme praksis gjorde sig gældende i Odenses, da borgmester Peter Rahbæk Juel (S) blev 40. I Odense var der dog et brud på den hidtidige praksis, hvor tidligere borgmester Anker Boyes (S) 60 års fødselsdagsreception blev betalt af kommunen i 2010.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik