Borgmestre vil have mere i løn og mindre i pension

De sjællandske borgmestre bakker op om Vederlagskommissionens anbefalinger om mere i løn og mindre i pension til politikere.

Flere af Folketingets politikere har netop afvist, at der skulle være nogen fornuft i større vederlag til borgmestre, ministre, folketingsmedlemmer, og regionsrådsformænd. Det skriver DAGBLADET Køge.

Alligevel kan 11 ud af 11 adspurgte sjællandske borgmestre - på tværs af partifarve - sagtens se rimeligheden i kommissionens forslag, der blandt andet vil betyde et lønhop på 31 procent for dem selv. Det viser en rundspørge, som Dagbladet Køge har foretaget.

En af dem er den konservative Michael Ziegler, der er borgmester i Høje-Taastrup Kommune.

- Ser man på udviklingen i vores løn de sidste 20 år, er den kun blevet reguleret med det halve. I gamle dage blev man aflønnet som kommunaldirektøren. I dag tjener man det halve, og man er den 15.-20. højest lønnede i kommunen. I længden er det uholdbart, siger han.

Samme holdning har den socialdemokratiske borgmester Joy Mogensen i Roskilde Kommune.

- Vil vi have et bredt udsnit af den danske befolkning til at gå aktivt ind i politik, så hører jeg fra mine borgmesterkolleger, at andre har oplevet at gå ned i løn, og nogle har endda omlagt lån for at få råd til at sætte sig i borgmesterstolen. Så diskussionen er relevant. Men jeg stoler på, at Christiansborg kan løse den, siger hun.

Kommissionen blev skabt af et bredt flertal i Folketinget, der ville have et eftersyn af politikernes løn- og pensionsforhold.

Folketingspolitikerne har en automatisk lønregulering, men borgmestrene sidder i en anden situation, deres lønudvikling har praktisk talt stået stille siden 1994.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik