Vikingeskibsmuseet i Roskilde under hårdt pres, da stormen Bodil hærgede i december 2013. Foto: TV 2 Lorry - arkiv

Borgmestre trætte af at vente på kystsikring

Kommunerne langs Roskilde Fjord vil have staten med i et samarbejde, der en gang for alle skal løse problemerne med oversvømmelse.

Frederikssund og Roskilde blev begge hårdt ramt af stormen Bodils hærgen i 2013. 

Og borgmestrene fra de to kommuner er ved at miste tålmodigheden. De vil have sikret området, så de voldsomme oversvømmelser ikke gentager sig. 

Et skitseprojekt, som de to kommuner har fået lavet, viser, at en regional oversvømmelsessikring ved Frederikssund vil kunne etableres for 135 millioner kroner. 

Det skal holdes op imod, at der efter stormen Bodil, ifølge Stormflodsrådet, blev udbetalt erstatninger for ca. 400 millioner kroner til 800 husejere i den sydlige del af Roskilde Fjord.

Det, mener borgmestrene, er argumentet for at handle nu: Èn stormflod – Bodil – kostede tre gange så meget, som det ville have kostet at forebygge den.

Kommunerne omkring den sydlige del af Roskilde Fjord har derfor foreslået et statsligt/kommunalt samarbejde om en regional løsning. Det kunne være et dige som i Tønder Marsk, som både staten og lokale kræfter medvirkede i.  

Kommunernes problem er, at Miljø- og Fødevareministeriet  har afvist det kommunale forslag om samarbejde. Her mener man, at grundejerne ifølge kystsikringsloven selv skal etablere de kystsikringsanlæg, der skal beskytte dem mod fremtidige oversvømmelser.

Men i kommunerne mener man, at den løsning har alt for lange udsigter på grund af procedurer og klagemuligheder.

- Svaret på klimaændringerne er ikke, at vi skal blive ved med at gøre, som vi plejer. Klimaændringerne giver udfordringer og kræver i nogle tilfælde andre løsninger end de gængse, skriver de i en pressemeddelse.